lørdag den 8. oktober 2011

Trøffelkage

For et par uger siden havde min min veninde Elisas fødselsdag, og i den forbindelse havde jeg lovet at bage en kage. Jeg havde lige lovligt travlt så jeg fandt en opskrift som så relativt simpel ud, da jeg ikke havde lyst til at bage en kage jeg allerede havde bagt.
Valget faldt på en trøffelkage, hvilket jo lød ret lækkert; men da jeg gik igang med at bage viste det sig at hverken fremgangsmåden eller mængden af ingredientser var korrekt, så hvad jeg gengiver her bliver min ændrede opskrift.
Bund:
70g blød usaltet smør
3 æg
100g sukker
70g kakao
160g hvedemel

Creme/ trøffelmasse:
200g chokolade
385g creme fraiche 36%
150g sukker
2 æg
1 æggeblomme
1 stang vanilje
Bunden er ret simpel, da man bare skal blande ingredientserne sammen og hælde op i springformen (20cm-24cm) og bag den ved 180grader i 15min.

Derefter skal selve trøffelmassen i formen og bages i ca. 30 min.
I den opskrift jeg bagte ud fra stod der bare at man skulle blande det hele sammen og hælde det i formen; men skulle jeg bage kagen en anden gang ville jeg piske æggehviderne stive med den ene halvdel af sukkeret, og æggeblommerne cremede med den anden halvdel af sukkeren sammen med vaniljen, hvorefter at jeg ville vende den smeltede chokolade i de cremede æggeblommer - og tilsidst vende blommemassen, hvidemassen og cremefraichen sammen og så hælde det i formen

Til sidst pyntes kagen med lidt kakaopulver, hvorefter at den sættes i køleskabet.
Skal kagen overnatte en nat eller to i kølestabet, sørg da for at husholdningsfilmen kommer helt ned og røre kagen.

Share and enjoy!

Eva Maria

fredag den 15. juli 2011

Sidste dag i Chongqing

Så nu er det endelig blevet den dato jeg har set frem til i ganske lang tid, d. 15. juli, hvor jeg tager hjem her fra Chongqing. Jeg sidder stadig på Konsulatet og er ved at gøre mit skrivebord klar til den næste person, som over tager det næste uge.
Min lejlighed er pakket ned og sendt hjem med posten, og i nat gjorde jeg hovedrent ind til kl. 04.30, så jeg tror jeg kan få noget søvn på flyet i nat.

Min rejseplan er som følger:
18.00 Kører fra lejligheden i Chongqing
20.30 Flyver fra Chongqing med CZ8130
23.05 Ankommer til Beijing
02.30 Flyver fra Beijing med SU574
06.40 Ankommer til Moskva
10.55 Flyver fra Moskva med SU215
11.25 Ankommer til København
Så det er en lang tur, men det var den billigste billet jeg kunne få.

Jeg tog fra Danmark d. 17. juni 2010, brugte så ca. seks uger i Singapore og Indonesien, d. 24. juli gik turen så videre til Chongqing, hvor jeg har boet lige siden.
Eller har jeg nu boet her? Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke boet her, blot været her; Chongqing er ikke mig, og jeg har savnet mine venner og aktiviteter hjemme i Danmark noget så frygteligt.

Jeg har ofte sagt at jeg kedede mig, en god ven spurgte for nogle måneder siden hvordan man dog kunne kede sig når man boede i en by med 32 millioner mennesker - det er sgu ikke så svært når det er de forkerte 32 millioner! Dermed ikke sagt at kineserne er forkerte, men de er ikke mine venner og familie hjemme i Danmark, som jeg har et forhold til, og i største delen af tilfældene er vi som nat og dag når det kommer til kultur, interesser og andre ting som binder folk sammen, hvorfor jeg altid har haft svært ved at få kinesiske venner i mit voksen liv.

Og da Chongqing først for nyeligt er begyndt at tiltrække udenlandske virksomheder, så er expat-community'en meget lille her i byen, nok omkring eller mindre end 2000 mennesker fra andre lande end Kina. Ud af disse 2000 mennesker falder 95% i en af to grupper; enten er de mænd/fædre der har fået job i Kina og har slebt familien med, eller også er de unge fyre der kommer til Det Vilde Vesten og fester, scorer piger og drikker tæt; ingen af de to grupperinger tiltaler mig, og den resterende gruppe af 5%, altså omkring 100 personer, kan være svære at finde når de er gemt iblandt en befolkning der er mere end seks gange større end Danmarks, og på et areal dobbelt så stort som Danmark.

Men jeg har lært en masse i det forgangne år, personligt så vel som professionelt, mit kinesiske er blevet bedre, jeg har fået set mere af landet, har oplevet vest-kina på nærthold, men nu er jeg også klar til at komme hjem til civilisationen igen:-)

Det her bliver med al sandsynlighed det sidste blogindlæg fra Kina i denne omgang, men når jeg kommer hjem er jeg sikker på at jeg da vil skrive mere om Kina, og så mangler jeg jo også at fortælle lidt om de sidste par dage i Nepal, bl.a. elefantbadningen. Og er det tid til at bage kager igen.

Pas godt på jer selv, og andre.

Vi ses,
Eva Maria

torsdag den 7. juli 2011

At være eller ikke at være - en business-kvinde

Først og fremmest vil jeg understrege at jeg ikke ser mig selv som en business kvinde, endnu, jeg er studerende/praktikant, og er ganske glad for den status for nu; men jeg skal da ikke benægte at jeg gerne vil højere op i hierakiet med tiden.

Idag var jeg til frokost med Sharon Fraser, general manager på InterContinental Hotel, som er min genbo. Sharon og jeg løber med mellemrum ind i hinanden nede i supermarkedet, og i søndags inviterede hun mig til frokost, og når frokosten er på et 5-stjernet hotel siger man altså ikke lige nej.

En anden grund til at jeg heller ikke havde lyst til at sige nej er, at Sharon er en af de få udenlandske kvinder der er her i byen i kræft af dem selv, og ikke som påhæng til deres mand, som er blevet udstationeret her; dét er jo lige noget som interesserer mig. Så idag kl. 12.30 stod den på frokost på hotel.

Der var dækket specielt op til os, med hvid dug og meget kreativ brødopsætning, og så var det ellers bare om at gå grasat i bufféen. Til at begynde med var hotellets kinesiske senior service manager, Rachel, der også og vi sad og diskuterede kulturforskelle. Sharon er fra New Zealand, og er også vandt til at man vasker hænder efter at have været på toilettet, at man ikke smider skræld på jorden, osv. men det er bare ikke normen i samme grad her. Halvvejs igennem frokosten måtte Rachel gå og så sad Sharon og jeg der og snakkede videre.

Jeg havde en del spørgsmål til hende om hendes livsvalg, fordi jeg til hverdag kun er omgivet af karrieremænd, og ikke karrierekvinder, der har slæbt deres familie med til Langbortistan. Jeg er 26 år gammel og har boet ca. ti år i udlandet, heraf seks år her i Kina. Så jeg har fået en grundig forsmag på hvordan det er at rejse fra sted til sted, og at bo hver sted imellem seks måneder og flere år, men aldrig helt fast i udlandet. Man er på en eller anden måde altid på gennemrejse, og det er alle de andre udlændinge som man bliver venner med, og omgås med, også.

Expat livet er på den måde meget transitorisk, og kan jeg leve med det? Internettet, med e-mail, Facebook, Skype, osv., har selvfølgelig gjort det meget lettere at holde kontakt med venner rundt omkring i verden, jeg har så sent som idag fået en invitation til at besøg en amerikansk veninde i Seatle, som jeg mødte på en ferie i Tyrkiet i 2008, men virtuel kontakt er bare ikke det samme som at mødes og gå i biffen, eller besøge hinanden i tide og utide, bare fordi man har lyst. Mine forældre har altid sagt at de gode venner holder ved, og det gør de sikkert også, men at jeg har gode venner derhjemme, som ikke går nogen vegne, hjælper mig jo ikke så meget når jeg sidder herude og bare har brug for et knus og en at se tøse-film med.

Og hvor meget er jeg villig til at ofre for en god karriere i udlandet?

Sharon havde ofret hvad jeg vil betegne som "næsten det hele" - hun er en kvinde i midten af 40erne intelligent, og ikke grim, lidt rund i det, men det mere end kompenserer hendes humor for; så jeg ville ikke umiddelbart tro at hun ville have svært ved at finde sig en partner hvis hun var fastboende i New Zealand, men hun er singel. Havde hun været en mand, er jeg ikke et sekund i tvivl om at han havde haft sin partner med. Men det er bare meget få mænd der den dag idag er villige til at ofre deres karriere for deres kvinde, flytte den halve jord rundt og være hjemmegående husfar, for en karrierekvinde der aldrig er hjemme.

Hele Sharons familie og alle hendes nære venner bor i New Zealand, og hun ser dem maks. to gange om året når hun er hjemme. Hun fortalte at hun da også har gode venner her, men at det aldrig helt bliver det samme som de venner man har derhjemme, herude er der kulturforskelle, man har ikke kendt hinanden i lang tid, og da de fleste expats er på gennemrejse, så går der ikke lang tid før den ene eller den anden part sidder i Thimbuktu eller Vladivostok, og så kommer man altså bare ikke liiige forbi til kaffe længere...især ikke når man selv sider i Montevideo eller på Thule-basen.

Ikke et ondt ord sagt om mænd, for de er jo skønne at have i nærheden når der skal udføres praktiske ting i huset, men rollen som hjemmegående husfar tror jeg aldrig bliver lige så populær som den kvindelige pendant. Sharon fortalt også om hendes veninde i Shanghai, veninden var en high-powered advokat, som havde slæbt mand og børn med til Kinas østkyst, hvor hun arbejdede 60 timer om ugen og han var hjemmegående; på et tidspunkt kom hun tidligt hjem fra arbejde, og fandt manden siddende meget tæt på den kvindelige ejendomsmægleren, som havde været på besøg tre gange i den uge...om der var sket noget immellem manden og ejendomsmægleren melder historien ikke noget om, men den viser blot at det heller ikke er let at være hjemmegående husfar i expat livet, for der er så få af dem, så det der er tilbage for dem at lave er enten en hobby, massere af sport, eller en affære...

Udover venner og familie, som nok er det man savner mest, så er der jo også alle de andre ting man opgiver ved at bo i Asien: fødevarersikkerhed, rent miljø, ordentlige mælkeprodukter, butikker med tøj i andet en børnestørrelser, kulurarrangementer, osv. Ja, jeg får nogle andre ting igen: jeg kan købe billig mad, jeg må ryge nærmest alle steder, jeg har adgang til et stort udvalg af tofu-produkter, og tøj og sko er meget billigt, men er det nogle byt jeg kan bruge til noget, for bare fordi der er et byt, er det jo ikke ensbetydende med at det jeg får istedet er noget jeg kan bruge.

En anden ting både Sharon og jeg savner er et kulturliv (vi kan bruge til noget). For ja, der sker da sikkert kulturelle ting her i Chongqing, men alt bliver kun annonceret på kinesisk, og en god del af de arrangementer er så kinesiske at de for os udlændinge virker mere eller mindre karikerede. Og ja, der er da også koncerter, men det er med kinesiske popfugle eller klassiske koncerter, og jeg vil altså også have mulighed for at hører Rammstein. Så bare fordi her er kulturarrangementer er det jo ikke ensbetydende med at der er noget som interessere mig.

Jeg taler ret godt kinesisk, læser det til husbehov, og har ok styr på historie og kulturting, men jeg bliver aldrig kineser. Hvis jeg flyttede til USA kunne jeg måske blive amerikaner, eller australier i australien, måske endda tysker i Tyskland, men her i Kina er jeg altid "hende den lille hvide der" jeg vil altid være udlændingen, og kulturelt bliver jeg aldrig kineser, da jeg ikke er vokset op her, og ikke har hele den kulturforståelse som det giver at bo i et land, jeg har ikke kinesisk humour, og synes at kinesisk tv og film er alt for overdrevet, og så er der jo lige cencuren jeg ikke er så glad for.

Jeg har en far, som vist er meget opsat på at jeg ikke går efter laveste fællesnævner og at jeg "opnår noget", og det kan jeg da kun give ham ret i, jeg vil gå efter hvad jeg vil, og det synes jeg også at jeg gør. Men i mine præ-pubertære år kom jeg vist til at sige noget med at jeg ville være verdensborger, og det hænger han mig stadig op på. Men jeg har altså ændret mig en del siden da. Hvor mange har som 10-årige ikke udtalt at de ville være rockstjerne, uden at have en tone i livet, eller prinsesse, og hvor mange af os er det lige som er lige så heldige som Mary..? Jeg siger ikke at det er umuligt, for der er jo folk som bliver rockstjerner og prinsesser, men hvad vi siger vi vil være som 10-årige, er sjældent det samme som vi vil være når vi bliver 18 eller når vi bliver 25; og vi lever jo heldigvis i en verden hvor vi nærmest til enhver tid kan genopfinde os selv.

Så hvad vil jeg sige med denne blog? Jeg ved at jeg ikke kan side foran en pc otte timer om dagen fem dage om ugen, det driver mig til vanvid, jeg vil gerne have et job hvor jeg også kommer ud af kontoret. Jeg tror ikke at jeg vil bo i Kina, eller mange andre asiatiske lande, for dertil skal jeg opgive for mange ting, som jeg sætte for stor pris på; jeg vil gerne finde mig en kæreste, og det er selvfølgelig ikke umuligt at finde mig en som vil flytte verden rundt med mig, men nok svært, og derudover er der stadig vennerne i Danmark, som jeg gerne vil have adgang til uden at skulle flyve 8000km, og alle goderne ved at bo i et veludviklet land som Danmark.* Jeg vil gerne have et job hvor jeg kan have base i Danmark og rejse ud i kortere og længere perioder, så jeg både har goderne ved et fast hjem, men også kommer ud og ser verden, for hvis der er noget jeg har lært de sidste 26 år så er det at verden er stor og mangfoldig. Men jeg har også fundet ud af at den slags udlandsbesøg jeg holder mest af er ferier, for når man arbejder i udlandet, så er man altså lige så træt i weekenden, som man er hjemme i Danmark, og så ryger alle planerne om sightseeing altså i vasken.
Så hvad vil du være Eva Maria? Jeg ved ikke, men jeg har en god ide...

Sidst men ikke mindst vil jeg henlede jeres opmærksom til en fantastisk og lidt overset sang af den nu afdøde, danske reggae-sangerinde Natasja:
Sangen er skrevet om hendes blandede dansk-sudanesiske rødder og hendes facination af den jamaikanske kultur, og hvis jeg havde været lidt mørkere i huden og havde kunnet synge, så kunne det lige så godt have været mig som havde skrevet den sang.

* Jeg skal på ingen måde benægte at Danmark har sine problemer, og jeg mener heller ikke at Danmark er perfekt, men der er væsentligt bedre styr på tingene end der er så mange andre steder i verden. Og vi har det ret godt i Danmark.

søndag den 26. juni 2011

Trekking i Shivapuri National Park

Inden jeg tog til Nepal havde jeg bestilt to ture i landet, da jeg havde så relativt kort tid at jeg gerne ville have mest muligt ud af tiden. Dagen efter at jeg ankom til Kathmandu gik turen til Shivapuri National Park, en lille times kørsel nord for Kathmandu, hvor jeg skulle trekke i tre dage.
Vi var to piger og to guides som trekkede fra Sundarijal til Chisapani, videre til Nargakot og til sidst til Bhatapur. Man hører jo så meget om trekking i Nepal, og jeg er også sikker på at der er mange gode ruter i landet, men dette var ikke en af dem, det var faktisk ret kedeligt, og så er min knæ altså bare ikke glade for at gå op eller ned af trapper i timevis.
Men lidt oplevelser blev det da til, jeg lærte bl.a. at hash gror som ukrudt i Nepal...
Den første nat overnattede vi på et meget simpelt hostel, hvor der bl.a. ikke var noget varmt vand at tage bad i...hvilket altså er en kold oplevelse.
Dagen efter trekkede vi videre til Nargakot, og det blev en våd oplevelse. Formiddagen var behagelig, med lidt sol og en let brise, men efter frokost blev det stormvejr, det regnede som om vi var midt i en tropisk storm, og senere begyndte det at hagle, og ikke bare små pinochio-kugler, men bordtennisbolde og tennisbolde. Det var lidt spøjst at gå rundt i shorts og t-shirt midt i en haglbye.
Som de fleste der kender mig ved ser jeg ikke specielt godt, og på denne dag resulterede dette dårlige syn i at jeg fik meget våde sokker; valget stod imellem ikke at kunne se noget fordi jeg ikke havde briller på eller ikke at kunne se noget fordi mine briller var splattet til med vanddråber. Jeg valgte den første løsning, og det gik fint i en time eller så, mine sko var nogenlunde vandtætte og jeg undgik vandpytterne, lige indtil jeg vadede ud i en der var 20cm dyb og MEGET kold. Haglene flød oven på vandet og gjorde at den ikke reflekterede lyset så jeg troede at jeg var på vej hen over noget grus, men istedet stod jeg lige pludselig og vaskede fødder...
Vi havde stadig knap to timers trekking tilbage, så der var ikke andet at gøre en at gå ud af vandet og gå videre, resten af eftermiddagen kunne du hele tiden høre hvor jeg var, da hvert af mine trin gav en lille pruttelyd.

Nargakot er kendt som et lille retreat hvor man tager op i en weekend eller så og nyder udsigten over Himalaya-bjergene, men vi var der på den forkerte årstid, så det eneste vi så var tåge.
Dagen efter gik turen så til Bhaktapur, men det må blive i en anden post.

Pas godt på jer selv.

Eva Maria

fredag den 3. juni 2011

Hen over grænsen til Nepal

(Relativt) tidligt op og ned til grænsen; på den kinensisk/tibetanske side åbner grænsen kl. 9. og det er bare om at være der tidligt, for ellers er man bag en MEGET lang kø af lastbiler. Aftenen før havde vi af vores guide fået at vide at vores tasker ville blive gennemsøgt af de kinesiske grænsevagter, som ville være sikre på at vi ikke bragte Kina-kritiske/pro-Dalai-Lama ting ud af Tibet, så af den grund burde vi nok hive nogle af siderne ud af vores guidebøger. Jeg nægter af princip at ødelægge bøger, så istedet blev min kamoufleret i en bade hætte og proppet ned i bunden af min taske, og da det var min tur til at få tjekket taske begyndte jeg at snakke kinesisk med den stakkels grænsevagt, som ikke vidste hvad havde ramt ham, og i hans befibbelse over denne blege europæers kinesisk-kundskaber glemte han at kigge i min taske - hvilket var fint med mig.
Ude af check-pointet skulle vi hen over the Friendship Bridge og så var vi sørme i Nepal. Stemningen skiftede brat fra afdæmpet og autoritær, til farvestrålende, larmende og afslappet. Vi gik ud af Kina kl. ca. 11, men ankom til Nepal omkring kl. 8.45, da tidsforskellen er 2 timer og 15 min. og efter at have fået et meget lidt charmerende visum, var vi nu i Nepal ganske legalt, let og smertefrit.

Fra Kodari, som er grænsebyen på den nepalesiske side, fandt vi en 4WD som ville køre os til Kathmandu for 1000 rupee/72DKK per person, turen tager normalt tre til fire timer, men vores chauffør kørte som om det ikke galt livet, og selv lave Eva Maria slog hovedet i loftet, men han fik os frem til Kathmandu, Nepals hovedstad skulle nogen være i tvivl, på omkring to en halv time.

Fremme i Kathmandu fandt jeg et hotel at bo på, jeg endte op på Buddha Hotel, hvilket ikke er noget at skrive hjem om, men heller ikke forfærdeligt, og så ligger det centralt midt i Thamel, som er Nepals turist-mekka. Efter et meget tiltrængt bad, ingen af os havde været i bad lidt under tre dage, tog jeg om min rejse-buddy Eric til Durbar Square for at se os lidt om med et kamera.
Durbar Square er et underligt sted, Durbar Square er den centrale del af den gamle del af Kathmandu, det er der hvor de kongelige paladser (som ikke længere er i brug efter at hele den kongelige familie blev myrdet i 2008) og nogle af de vigtige templer ligger. Vi var så også så heldige at vi kom lige på det rigtige tidspunkt af dagen, hvor lystet var perfekt til at lege med kameraer.
Men det der i mine øjne gjorde Durbar Square til et underligt sted er at det ud over at være UNESCO World Heritage Site, og en turistattraktion, hvor man betaler entré for at komme ind, så er det også et sted i aktiv brug hver dag. Og med brug mener jeg ikke religiøs brug, men brug i alle henseender, folk har små butikker på trinpyramiderne eller inde i templerne, folk laver mad på attraktionerne eller bare hænger ud.
(Damen på billedet er bare ved at tænde en cigarret, selvom det ligner noget andet hun har gang i, og hash gror som ukrudt i Nepal - no wonder alle hippierne ville her til i sin tid...)

Durbar Square er et skønt sted at gå rundt, og det giver virkelig en følelsen af at være i Nepal, larm, farver, dufte, og mennesker over det hele.
Jeg havde desværre kun begrænset i selve Kathmandu og derudover er der meget andet at se i Nepal end de steder jeg så, så som jeg siger hver gang er det helt sikkert et sted jeg skal tilbage til en dag.

Det må være nok for denne gang, det er fredag, kl. er 17.27, der er 41 dage, 23 timer og 33 minutter til jeg er færdig her på Konsulatet, men for nu vil jeg bare holde weekend.

Mange hilsener,
Eva Maria


torsdag den 26. maj 2011

Everest Base Camp

Langfredag skulle vi så det sidste stykke op til Everest Base Camp, hvilket er det tætteste man som turist kan komme på Mt. Everest, hvis man vil tættere på skal man betale en enorm "climber's fee," fra vores guide fik vi at vide at det koster omkring 60.000 Euro at bestige Mt. Everest...ikke just den slags penge jeg havde med mig, og derudover har jeg ikke lyst til at bestige bjerget; fysisk udfoldelse skræmmer mig ikke, men der må være grænser for galskaben...
Base camp ligger i 5200m højde og de skøre mennesker der vælger at kravle de 3648m op til toppen bruger flere måneder i base camp'en på at forberede sig fysisk og mentalt på at bestige bjerget. Eftersignet er Mt. Everest ikke viiildt svært at bestige, K2 i Pakistan er vist meget sværere, men Everest ER det højeste sted på denne jord, og det har jo en hvis tiltrækningskraft.
Der er faktisk to base camps, en på den tibetanske side og en på den nepalesiske side; at komme til den nepalesiske base camp kræve et tre-dags trek, men kineserne har gjort det lettere på den tibetanske side.
Fra den lille top hvor vi stod kunne vi se massere af små gule kuppeltelte, jeg talte dem ikke, men der var mange, alle disse mænd og kvinder fra hele verden håber at de når op til toppen, men statestikken siger at kun hver tredje når toppen, og hvert år dør der flere mennesker enten på vej op eller på vej ned.
For at bestige høje bjerge som Everest er ikke blot et spørgsmål om at være i god form og være stædig, der er også en vis mængde teknik og fysiologi i det. For at bestige Mt. Everest, bestiger du det faktisk mange gange, det er ikke helt "to skridt frem og et tilbage," men noget i den retning, da man altid sover lavere end det højeste man har kravlet en given dag.
Og når man så endelig når The Hilary Steps og står i 8848m højde, så er man jo kun halvvejs, nu skal man jo ned igen...
Vi havde kun en halv time i base camp, men da man ikke kan bevæge sig så meget rundt, så er det egentligt ok; og hvis man som vi har nogle gruppemedlemmer der ikke har det godt så er 30 min. et godt kompromis. Da vi ankom til Rongbuk Skærtorsdag var vi 18 personer, men vi var kun 16 der nåede til base camp, da to unge fyre måtte melde fra og blive i Rongbuk, da de havde det skidt og ikke turde tage højere op, sur for dem, men et fornuftigt valg.
Som jeg har sagt så mange gange før så er kineserne nogle underlige nogen; for nogle år siden kunne man kun køre til base camp-parkeringspladsen, og derfra skulle man så enten gå eller køre i hestevogn de sidste to kilometer til selve base camp, men nu har kineserne, af miljøhensyn, udfaset hestevognene og erstattet dem med dieselbusser...hmmm...
Men mens vi stod og ventede på dieselbussen-der-er-mere-miljøvenlig-end-en-hestevogn kom der en flok yakokser med oppakning til folkene i base camp forbi:
Fra Everest Base Camp var det tilbage henover de 100km meget dårlig vej ud til civilisationen. Det var meningen at vi skulle overnatte i Tingri, men da flere ikke havde det godt i højderne, og der absolut intet er i Tingri ud over bar natur, blev vi enige om at køre mod Zhangmu, der ligger på grænsen til Nepal, så vi kunne krydse ind i Nepal nogle timer tidligere end først planlagt.
Det sagt, så var udsigten i Tingri ikke helt dårlig:
Det var vist så det fra min tur igennem Tibet, fra næste blog-post af kommer det til at handle om Nepal.

mandag den 23. maj 2011

Fødevaresikkerhed i Kina

Skype er en genial opfindelse! Og væsentligt billigere end at ringe til folk på normal vis, så hver søndag aften Skyper min Far og jeg, og snakker om hvad der er sket i den forgangne uge, ganske hyggeligt.
Igår fortalte jeg ham om alle de fødevareskandaler der er her i Kina for tiden, alt fra cadmium i ris til eksploderende vandmeloner!!!

Han spurgte om jeg ikke kunne sende ham nogle links, men da jeg ikke tror at han er den eneste der kunne finde dette emne spændende og i nogen grad bizart underholdende, så bliver det til en blog istedet.

Eksploderende vandmeloner

Genbrugsolie

Var det noget med lidt arsenik i din mad?

Dampede boller med industrifarve

Lidt cadmium i risen skader vel ikke?

Du behøves ikke en lommelygte, du kan nemlig bare bruge svinekød

Hvornår var det lige at det blev produceret?

Og nej, det er ikke sådan nogle svampe...

What you see is what you get - or maybe not?

...så tilsætter vi bare lidt farve

Et lille overview over fødevareskandaler i Kina

Bon apetit;-)

søndag den 22. maj 2011

Op i de tynde luftlag

En af de ting jeg glædede mig mest til på denne tur var at se Mt. Everest; for hvor ofte har man lige mulighed for det..? Det ligger jo ikke lige just på vejen hjem fra Netto.
Jeg troede at det højeste punkt jeg ville nå på denne tur hen over Tibet var Everest Base Camp, men det viste sig faktisk at være et pas på vej mod Base Camp; så det højeste jeg nu har været er 5248m over havoverfladen.
Siddende inde i bussen så landskabet stille og roligt ud, vi var oppe over trægrænsen, så der var ingen trær eller buske der kunne indikere om det blæste - men er du gal hvor det blæste! Man stod nærmest og snappede efter vejret, og det var svært at holde kameraet stille når der var vindstød - man skulle jo have haft sin drage med så man kunne teste den i rigtig blæsevejr.

Turen fra Shigatze til Rongbuk, hvor vi skulle sove tog næsten hele dagen, vi kørte vel i ti timer; det meste af dagen på normale veje, men de sidste 100km op til Rongbuk var på en grusvej, så det tog fire timer, hvor vi næsten burde have haft hjelm på, fordi vi hoppede så meget op og ned i bussen.

Vi ankom til Rongbuk Klostret ved 18-tiden hvor solen stadig stod højt på himlen, og brugte tiden ind til solnedgang på at rende rundt og fotografere som gale. Vi var ikke inde i Rongbuk Klostret, da der ikke var så meget og se, men vi boede på deres lille, og meget spartanske, gæstehus.

Fordi hele Kina, inklusiv Tibet er én og samme tidszone, går solen meget sent ned i Tibet, så vi kunne se solen gå ned over Mr. Everest lidt i otte, og en time senere var der mørkt som i [indsæt selv passende idiom her]

På de to timer fra vi ankom til Rongbuk og til at jeg endelig havde fået mit billede af Mt. Everest badet i dagens sidste solstråler lykkedes det mig at få en mindre omgang forfrysninger i mine kinder. Så snart solen var sunket ned under bjergene omkring os blev der frygtelig koldt i dalen, og en strid vind begyndte.

At overnatte i Rongbuk var en oplevelse. Der var hundekoldt, værelserne var ikke opvarmede, og det eneste lys kom fra en bar pære i loftet, der kun virkede hvis nogen havde husket at slutte bilbatteriet til... Jeg havde det dog, som den eneste, dejligt varmt hele natten takket være fem dyner og to te-flasker med varmt vand som jeg tog med i seng og brugte som varmedunke. Men det var ikke sjovt at skulle på toilettet, især ikke som pige, for at stå med bukserne nede omkring anklerne i frost og blæsevejr er - en meget kold oplevelse!

I området omkring Everest bor der tibetanske nomader; de lever et meget simpelt liv uden indlagt vand og varme og kun begrænset strøm. Så jeg spurgte vores guide om hvordan og hvorledes med bad, for i et sådan koldt vejr ville jeg godt nok ikke have lyst til at gå i bad, og da slet ikke i iskoldt vand fra en gletcher...han svarede at herude gik man kun i bad et par gange om året! En gang når det begyndte at blive varmt sidst på foråret, og en gang inden det blev koldt først på efteråret - det er noget lidt andet end hjemme i Danmark. Det skal dog lige siges at de tibetanere jeg mødte derude ikke lugtede, de så støvede ud, for der er enormt støvet på plateauet, men lugt var ikke noget jeg bemærkede.

torsdag den 19. maj 2011

En dags rejse mod vest

Efter en hæsblæsende dag rundt i Lhasa stod det, efter en nats urolig søvn, på mange timer i bus fra Lhasa til Shigatze, via Gyangtze.
Vejene i Kina er ret gode, men som vi bevægede os vest på blev de lige så stille værre, og da vi nåede Nepal var de mere eller mindre væk. Men fra Lhasa til Shigatze var det bare en bumle-tur, men en smuk bumle-tur. Omkring middagstid nåede vi til Yam-Drok søen, som er en af de hellige søer i Tibet.

Yam-Drok søen er kendt for sit turkise vand, desværre kan dette kun ses når solen skinder, og da vi stoppede for at tage billeder var det altså overskyet - men så snart vi satte os ind i bussen igen klarede det op, hvorfor billedet af søen er taget igennem busruden.
Inden vi nåede til hotellet i Shigatze, besøgte vi Tashilumpo templet, som er en af de største turistattraktioner i byen, der forøvrigt er Tibets næst-største.
Rundt i templet fulgtes vi med en kinesisk turgruppe, ikke at vi var sammen med dem, men blot at vi tilfældigvis gik i samme tempo; og er du gal hvor var de træls! De larmede og skræppede som ænder man er ved at fodre med franskbrød, de spyttede, som de jo gør alle steder, og var bare på alle måder utiltrækkende som turister i et kloster i aktiv brug. Hvis jeg var munkene i det kloster, og alle de kinesiske turgrupper opførte sig sådan, ville jeg mest af alt have lyst til at nægte dem indgang.
Heldigvis var der også mange lokale tibetanske besøgende, som afbalancerede de larmende kinesere.
I templet var vi så heldige at have mulighed for at overvære alle munkene sidde på rad og række og recitere tekster i den store hal i templet, det var som taget ud af Kundun filmen, og meget stemningsfyldt, hvilket vi selvfølgelig ikke måtte tage billeder af; men vi måtte gerne tage billeder af alle munkenes sko det lå i store røde bunker udenfor hallen.
Fra klostret gik turen til hotellet og så ud i byen for at købe mad og vand ind til de efterfølgende dag, som skulle spenderes i "midten-af-ingen-ting dog-med-mobilsignal" aka Everest Base Camp.

onsdag den 18. maj 2011

Lyntur i Lhasa - Jokhang Templet og Bakhor Circumambuleringen

Efter Sera Monastery drog vi til Jokhang Templet, der anses for at være det helligste i Tibet.
Man måtte lige som i Potala Palace ikke tage billeder inde i templet, så det kan jeg desværre ikke vise nogle billeder af.
Jeg foretrækker stadig de åbne farvestrålende templer som man ser dem i Sydøstasien; men de mørke og lukkede templer i Tibet har nu også en charme, med deres tunge aroma af røgelse og yaksmør-lamper.

Yaksmør-lamper er noget jeg aldrig har set før, det er simpelthen store kar af metal, som bliver fyldt op med smør, hvori der bliver sat et antal væger lavet at kapok. Pilgrimme kan så give smør som ofringer i disse kar. Jeg har dem mistænkt for at tilsætte noget parfume til smøren, for der lugter ikke af smeltet smør i alle templerne, eller også er det bare fordi det er yaksmør; tilgengæld sidder lugten af røgelse i ens tøj - og jeg er en af dem som synes at røgelse kun hører til i templer og lign. og ikke i mit hjem.

Fra taget af Jokhang Templet kunne vi se udover Lhasa, og se Potala Palace på den måde hvor det tager sig bedst ud, nemlig lidt på afstand.
Oppe fra templets tag kunne man også se nogle af alle de pilgrimme der hver dag kommer til templet for at bede om hjælp, helbredelse og lignende. Hvor andre beder ved at sætte sig ned på knæ med foldede hænder, vælger disse buddhister at bede med hele kroppen. De beder først med hænderne, hvorefter at de kaster sig ned på alle fire, og glider ud så de ligger ned på maven, så tilbage på alle fire, op og stå og så begynder man forfra. Nogle meget dedikerede pilgrimme går mange hundrede kilometer på denne ganske anstrengede måde, hvor de kaster sig ned på jorden for hver kropslængde/tre skridt de går, særligt dedikerede pilgrimme går sidelæns, hvorfor de kun bevæger sig med en kropsbredde af gangen.
Bedst som vi skulle til og forlade Jokhang Templet, begyndte munkene her på deres daglige debatøvelser, og de var næsten lige så underholdende som dem i Sera Monastery.
Efter at have set Jokhang Templet var det tid til at cirumambulere det, altså gå rundt om det, med uret. Rundt om templet er der et virvar af små stande der sælger bønneflag, tæpper, puder, tørklæder, røgelse, statuer, smykker og alt muligt crap. Men det er en spændende og underholdende tur; for godt nok er jeg den mest iøjefaldende turist, med min hvide hud og lyse hud, men mange af de andre mennesker der går koraen, som denne circumambulering kaldes, er også turister af en slags, de er bare religiøse turister, fra den anden ende af Tibet. Så når de ser os "hvide" mennesker er vi spændende, og jeg blev hilst på og ønsket god rejse som sjældent før.
Og mange af disse "turister" og almindelig tibetanere var klædt i "nationaldragt" hvilket altid giver et sted lidt mere farve.

søndag den 15. maj 2011

Lyntur i Lhasa - Sera Monastery

Efter Potala Palace gik turen til Tibet Steak House, hvor menuen stod på yak-steak. Yak-kød lyder måske ikke som det mest lækre, men det smager faktsik overraskende godt, lidt som oksekød blandet med vildt.
Fra en lækker frokost drog vi videre til Sera Monastery, et af de tre største inden for Gelukpa-sekten, de to andre er Drepung og Ganden. Klostret er meget stort, så vi så kun nogle udvalgte steder; deres presse, nogle 3D-mandalaer og mest spændende af alt "The Debating Courtyard," hvor munkene øver debat hver eftermiddag.
Jeg kunne ikke forstå en bjælle af hvad de sagde, og vores tibetanske guide kunne heller ikke forstå noget, da fraserne de bruger ikke er i brug i dagligdags tibetansk; men det ser sjovt ud når de hopper og danser rundt i deres debat.
Sera Monastery var engang det største i Tibet, men efter at kineserne kom ind i Tibet, og sekulariserede munkene i Tibet er det ikke så stort længere. Men det vokser lige så stille igen.

onsdag den 11. maj 2011

Lyntur i Lhasa - Potala Palace

Det var meningen at jeg skulle være ankommet til Lhasa, Tibets "hovedstad", d. 17. april, men p.g.a. min lille togforvirring blev det d. 18. april, heldigvis gik jeg ikke glip af noget, da jeg i forvejen havde sat en ekstra dag af i Lhasa til akklimatisering.
D. 19. april skulle vi så på sightseeing i Lhasa; vi havde kun en dag i Lhasa (hvilket ikke er nok) så den skulle udnyttes fuldt ud.
Potala Palace
Vi startede med at besøge Potala Palace, Dalai Lamas tidligere hjem, som idag mest af alt er et museum. Lige fra man ankommer til Lhasa kan man se Potala Palace, der majestætisk ligger på en bakke midt i byen. Der har siden 600-tallet ligget et palads ca. hvor Potala ligger idag, men det var først i 1645 at konstruktionen af det nuværende Potala Palace begyndte.

Potala Palace er kæmpe stort, med et grund areal på ca. 400 x 400 m og over 1000 rum, er det noget af en labyrint at finde rundt i; de kinesiske myndigheder har dog gjort det ganske let for os turister, da det er begrænset til tre rum i det hvide palads og tre rum i det røde palads...så kan vi jo filosofere lidt over den restriktion; når de nu alligevel hævede antallet af adgangsbilletter fra 1600 pr. dag i 2003, til over 6000 pr. dag i 2006 efter åbningen af QingZang-jernbanen.

Som det kan ses på billeder så er noget af bygningen hvid og noget af den rød; den hvide del af bygningen var traditionel set Dalai Lamas kvartere, samt hjemsted for Tibets regering. Det røde palads var derimod dedikeret kun til religiøse aktiviteter.
Det Røde palads - bemærk det kinesiske flag på toppen...
Potala Palace ER et flot sted, men alt andet lige er det et dødt sted, og det er faktisk lidt sørgeligt at besøge det - for vi ved jo alle sammen godt hvorfor stedet er tomt...Jeg var med en turgruppe for udlændinge, og vores guide var tibetaner, som cencurerede sig selv så lidt som han kunne slippe afsted med, men jeg gad egentligt godt høre hvad de kinesiske guides fortæller de kinesiske turgrupper når de besøger steder som Potala Palace, der er så tæt forbundet med Dalai Lama, der i Kina betragtes som en skurk!

Vores guide, Pemba, var en sød ung fyr, der snakkede fantastisk godt engelsk, især taget i betragtning af at han aldrig har været uden for Tibet. Han fortalte vidt og bredt og Tibet, tibetansk kultur og religion, og tale også gerne om Dalai Lama (som generel betegnelse), for at tale om Dalai Lama'erne til og med nummer 13 er der ikke noget i vejen med, det er blot nummer 14 der er et tabu-emne. Hvis vi havde spørgsmål om ham fik vi svarene, tys tys, senere på mindre befolkede steder.
De eneste vægmalerrier vi måtte tage billeder af
I Tibet, og i Kina for den sags skyld, er det ulovligt at være i besidelse af billeder af (den 14.) Dalai Lama, samt bøger af eller om ham, hvilket faktisk gav mig et problem, da forordet til Lonely Planet Tibet (Country Travel Guide) indeholder en en-sides passage skrevet af Dalai Lama. Det lykkedes mig dog at holde mig bog skjult mens jeg var i Tibet, og at smugle den ud af Tibet i min badehætte...Jeg håber dog, desværre, at Lonly Planet i deres næste oplag af guiden til Tibet, vælger at skrive ting der ikek gør bogen delvist ulovlig i Kina og Tibet.

Og så må det vist være på tide med en lille "Hvem er Dalai Lama":
  • Inden for tibetansk Buddhisme er Dalai Lama  den højest rangerende lama, den næst-højest rangerende lama, er Panchen Lama.
  • Dalai Lama anses for at være reinkarnationen af Avalokitesvara, Barmhjertighedens Buddha.
  • Den nuværende 14. Dalai Lama er reinkarnationen af d. 13. Dalai Lama, o.s.v. Når en Dalai Lama dør, har det traditionelt set været Panchen Lama, i samarbejde med andre højtstående Lama'er, at finde den næste Dalai Lama; og omvendt når reinkarnationen af en Panchen Lama skal findes, hvad der sker i fremtiden er ikke til at sige. Da der pt. findes to Panchen Lama'er, en udnævnt af Dalai Lama og en udnævnt at den kinesiske regering, giver det nogle problemer når/hvis den 15. Dalai Lama skal findes, da de to Panchen Lama'er nok ikke har helt ens meninger om tingene.
  • Dalai Lamas nuværende hjem og basen for Tibets eksil regering er i Dharmsala i det nordlige Indien; og indtil marts 2011 var Dalai Lama, ud over at være det åndelige overhoved, også leder af regeringen-i-eksil. 
  • I 1989 modtog Dalai Lama Nobels Fredspris for sit arbejde et frit Tibet og en fredlig løsning.
Udsigten over Lhasa fra Potala Palace
Undskyld at det har taget så lang tid at få noget op, men med en travl hverdag, og kun adgang til Blogger fra arbejdet, så tager det sin tid.

Mange hilsener,
Eva Maria

fredag den 6. maj 2011

Planlægning, planlægning og planlægning, og alligevel kan det gå galt

(IIhhh, havde lige skrevet en super post og så gik strømmen)
Men så må jeg jo bare prøve igen.

Som jeg fortalte før jeg tog afsted på ferie, så skulle jeg afsted med toget fredag d. 15. april kl. 19.55 fra Chongqing, men selv med de bedste planer kan det alligevel gå galt.
Jeg bor ca. 20 min. væk fra stationen, så jeg havde sat 2 timer af til at komme fra min lejlighed og dertil i god tid; og jeg var på en station i nogenlunde god tid - det var bare ikke den rigtige station!

Jeg havde fri fra arbejde kl. 17, og gik lige hjem og pakkede de sidste ting som havde hængt til tørre natten over og gik derefter ned for at fange en taxa. 45 min. senere stod jeg stadig uden for min bygning, der var bare ingen taxa'er at finde. Lidt senere fandt jeg dog en som jeg efter længere tids debatering frem og tilbage fik overbevist om at han godt gad at køre mig til Chongqing Train Station.

Den 20 min. tur kom dog til at tage ca. 45 min. da den kære chauffør havde en fantastisk evne til at tage den langsomeste bane, vejen med mest kø og generelt kørte som om han var blind. Men kl. ca. 19.30 stod jeg på stationen, eller det vil sige jeg stod på én station: Chongqing North Station...Nu var gode råd dyre. Jeg løb hen til taxa-køen og forklarede kø-administratoren mit problem og hoppede så ind i den først ledige taxa, som kørte mig så hurtigt han kunne til Chongqing Train Station, hvor jeg ankom ca. kl. 19.53 og løb ind på stationen hvor jeg så røven af mit tog!

Hva' så? Der var ikke andet for end at få en ny billet; jeg kunne gratis ændre min billet til en billet til Xi'an, men derfra måtte jeg så selv finde ud af hvordan jeg kom til Lhasa, det turde jeg ikke gøre, så istedet købte jeg en ny billet fra Chengdu til Lhasa, med afgang lørdag d. 16. april.
Belært af erfaring tog jeg d. 16. april hjemmefra næste 3 timer før jeg skulle med toget, og nåede det i fin stil.
Derfor blev min rejse rute også ændret lidt og kom derfor til at se således ud:
Jeg gik om borg på toget i Chengdu kl. 19.59 og delte kupé med tre kinesere, hvoraf de to skulle på ferie i Tibet og den anden skulle besøge familie i Golmud, der ligger på vejen. Og de tre kinesere var overraskende velopdragne og spyttede, hostede og harkede næsten ikke - imponerende!

Men hvad laver man på sådan en 44 timers tog tur? Ikke ret meget. Jeg sov en god del af tiden, snakkede med kineserne i min kupé eller den australske familie med to børn i en kupé lidt længere nede af gangen, og så gloede jeg ud af vinduet på det ekstremt tørre og golde terræn i Gansu- og Qinghai-provinserne, det var meget smukt, men jeg er glad for at det ikke er mig der er bonde i den ørken.

Belært af tidligere erfaringer havde jeg husket at medbringe præperater mod højdesyg, både traditionel kinesisk-tibetansk medicin og vestlig medicin; jeg starde med den traditionelle medicin, men den virkede ikke rigtigt så jeg skiftede til Diamox og lidt over en dag efter at jeg ankom til Lhasa havde jeg det fint og var uden symptomer på AMS. Det eneste jeg oplevede var en lille bivirkning af medicinen, som gjorde at det snurrede i mine fingre om morgenen, hvilket helt klart er at foretrække frem for vanvittige hovedpiner, opkast og generelt ubehag.

Fremme i Lhasa blev jeg, og nogle englændere der var i den samme gruppe som jeg, modtaget af vores tibetanske guide Pemba, som ved ankomsten gav hver af os et hvidt tørklæde, hvilket tibetansk tradition foreskriver.Dette tørklæde offrede jeg den sidste dag jeg var i Nepal og besøgte den tibetanske Boudha-stupa.

onsdag den 4. maj 2011

Artikel om Chongqing

Så er jeg tilbage i Chongqing efter en absolut helt fantastisk ferie i Tibet og Nepal. I løbet af de næste par uger uploader jeg billeder og fortællinger fra turen her på hjemmesiden, en forsmag (på engelsk) findes på min Travelpod.
Men inden jeg går igang med alle de fortællinger, vil jeg lige meddele at min artikel om Chongqing i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen fra december nu kan læses online her.

fredag den 15. april 2011

Så går turen til Tibet og Nepal

Så fik jeg endelig min Tibetan Travel Permit, 2 døgn før jeg skulle afsted, hvilket jeg synes var lidt for meget i sidste øjeblik, men bedre sent end aldrig.

Ifølge Kina er Tibet en "selvstyrende region i Kina", men alligevel er et kinesisk visum ikke nok til at komme ind i provinsen. Normalt er det ikke svært at få en Tibetan Travel Permit, det tager et par dage og kræver "blot" at du som udlænding er en del af en grupperejse til Tibet - for udlændinge må ikke rejse alene i Tibet.

Men jeg er ikke i Kina på et turistvisum, men på et service-visum, som er graden under diplomatvisum, hvilket gjorde det meget svært for mig at få min TTP, men det lykkedes.

Så iaften hopper jeg på toget til Tibet, og 44 timer efter skulle jeg gerne stå på stationen i Lhasa. Så spørger nogle måske "Hvorfor flyver du ikke? Det må da gå meget hurtigere og være behageligere" Ja, det er behageligere at flyve til Lhasa, og hurtigere, men det er netop hurtigheden jeg gerne vil undgå, da jeg gerne vil slippe uden om højdesygen, som ofte kommer hvis man stiger hurtigt op i bjergene.

Udover Tibet skal jeg også til Nepal og får til sidst en dag i Guangzhou, hvor jeg boede som barn.

Du kan se ruten her:

Når man kigger på kortet ser det måske lidt åndsvagt ud at jeg før kører nord på, for derefter at køre mod syd-vest, og ja, det er lidt åndsvagt, men det er nu der skinderne ligger, så der er ikke så meget at gøre ved det.

På turen mod Lhasa kommer jeg bl.a. igennem verdens højest beliggende tog station, Tanggula Railway Station, der ligger i 5068m højde.
Fordi toget, også kaldet "Himmeltoget" køre i højderne hvor luften er tynd, er togvognene rent faktisk trykregulerede, og der er oxygenmasker ombord lige som på fly.

Man kan sige rigtig meget både godt og skidt om denne jernbane til Tibet, for den har både bragt udvikling til Tibet, men også invasion af kinesere i Tibet.

Man kan også diskutere Tibets status i uendeligheder, jeg har selv skrevet opgaver om det på universitetet, og læst både kinesisk og vestlig literatur om emnet. Jeg ville personligt ønske at Kina og den tibetanske eksil-regering, nu ikke længere ledet af HH Dalai Lama, i Dharmsala i nord-Indien kunne finde en løsning, der ville kunne gøre alle glade. Men jeg ved også at dét er noget nær umuligt, da Kina ikke vil give slip på Tibet af geopolitiske årsager, bl.a. mineraler i undergrunden, vandresourcer, samt at Tibet er en god buffer-zone til Indien. Så for nu er Tibet en kinesisk provins om jeg kan lide det eller ej.

Jeg ved ikke hvor meget netadgang jeg har mens jeg er afsted, men jeg skal nok uploade billeder og skrive når jeg kommer tilbage til Chongqing igen d. 3. maj.

God Påske,

Knus,
Eva Maria

søndag den 3. april 2011

Gammeldags sydsler

Siden jeg var 10 år gammel og boede i Thailand i 1995  har jeg holdt af korsstingsbroderi; som en del af min håndarbejdsundervisning lærte min mor mig at brodere korssting, og siden da har det været en af de ting jeg har taget med mig verden rundt.
Ja, det kan godt være at det virker lidt gammeldame-agtigt, men det er nu altså hyggeligt at sidde og brodere og se en god film. Og jeg ved heldigvis at jeg ikke er ene om denne hobby, da min veninde Mette fra Studiemad også glædeligt broderer derud af.
Og hvad har korsstingsbroderi så med Kina at gøre kan du spørge? Jo, korsstingsbroderi er ganske populært herude, og der er butikker der bare er dækket med broderisæt.
I den sidste måneds har jeg frekventeret denne slags butikker ret meget da jeg har været ude og købe broderier til min veninde.
Så jeg syntes lige at I skulle se hvordan sådanne kinesiske brodeributikker ser ud. Alle de indrammede billeder der kan ses, er rent faktisk korsstingsbroderier.
Materialerne til korsstingsbroderier er ret billige her i Kina, stof, mønster og tråd til den multifarvede rose koster f.eks. 165RMB/140DKK.

Men jeg vil brodere videre, hav en dejlig søndag.

Mange hilsener,
Eva Maria

torsdag den 24. marts 2011

At lave mad i en wok

Som mange af Jer nok har hørt mig sige så kan man ikke lave wokmad i de fleste danske køkkener. En wok har en rund bund, så den kan under alle omstændigheder kun bruges på gasblus, men langt de færreste danske blus er kraftige nok til at varme en wok op som den skal. Og nu har jeg endelig fundet noget som kan illustrere hvorfor man ikke kan lave "rigtig" wokmad i de fleste danske køkkener. For lidt mere om teknikken bag wokstegning, tag et kig på dette illustrative billede:
Fra kogebogen: Modernist Cuisine: The Art and Science of Cooking
I begyndelsen af marts så det ud til at foråret var ved at komme til byen, men nu er det blevet kedeligt vejr igen, med kulde og massere af tåge.
Udsigten fra min lejlighed lørdag middag.

Om tre uger går turen så til Tibet og Nepal for mit vedkommende, glæder mig rigtig meget til at få set en del af Kina og Asien som jeg ikke har set før, jeg krydser baer fingre for at jeg ikke får højdesyge, som jeg havde det da jeg var i JiuZhaiGou, hvilket I kan læse mere om her.

Pas godt på Jerselv derhjemme og nyd solen for mig når den viser sig på himlen.

Knus,
Eva Maria

torsdag den 10. marts 2011

Hyggesnak med Helveg

Som nogen måske har set på min Facebook-side, så har jeg "Hyggesnakket med Helveg". Niels Helveg Petersen var i Chongqing fra d. 8.-10. marts sammen med Folketingets Europaudvalg, som en del af deres studietur til Kina for at lære om landets økonomi og hastige udvikling.

Udover Niels Helveg, deltog Eva Kjer Hansen, Pia Adelsteen, Pia Olsen Dyhr, Anne Grete Holmsgaard, Kim Mortensen, Jørgen Lundsgaard, Naser Khader og Pia Christmas Møller De var herude for at lære om og fra kineserne, ting hvad angår udvikling og økonomi. Udvalget var i Chongqing fra tirsdag kl. 16 til onsdagmorgen kl. 07.30 hvor vi satte dem på flyet til Shanghai. Udvalget var ledsaget af den danske ambassadør Friis Arne Petersen (bagerste række, længst ude til venstre)

Da Udvalget ankom i tirsdags kørte vi med politieskorte til Foreign Affairs Office's bygning her i Chongqing, hvor de skulle til møde med en af de vist nok 10 vice-borgmestre byen har. Derefter blev vi inviteret til velkomstbanket, og så tog vi op til NanShan, hvor dette billede er taget.

Dagen efter skulle vi så på virksomhedsbesøg hos CSIC Haizhuang, som producerer vindmøller (i samarbejde med kk-Qianwei, som er et dansk-kinesisk joint-venture) og siden besøgte vi ChangAn-Ford-Mazda for at se hvordan de producerer biler.

Om aftenen d. 9. marts spiste vi så middag på en opankret båd på Yangtze-floden, sammen med repræsentatner fra tre danske firmaer og kinesiske repræsentanter fra Liang Jiang (Two River) New Development Area, der vil være Chongqings svar på Shanghais Pudong.

Forud for disse meget lange og hektiske dage er gået en frygtelig masse planlægning og koordinering med Ambasaden i Beijing (som havde delegationen før os) og general-konsulatet i Shanghai (som havde delegationen efter osDa dette nu var min 5. delegation, og deraf min 3. politiske delegation fik jeg lov at klare al planlægningen selv, samt at knævre i telefon med en masse kinesere der kun kunne tale kinesisk. Det var hårdt, men sjovt og lærerigt, og mit kinesisk er blevet mærkbart bedre.

Det giver også en dejlig yes!-følelse når man kan stå og oversætte miljøteknisk kinesisk for COWIs business development manager, så han kan få et møde med en high-ranking kineser.

Men nu er jeg også klar til at holde weekend!

Pas godt på jer selv.

Knus,
Eva Maria
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...