torsdag den 26. maj 2011

Everest Base Camp

Langfredag skulle vi så det sidste stykke op til Everest Base Camp, hvilket er det tætteste man som turist kan komme på Mt. Everest, hvis man vil tættere på skal man betale en enorm "climber's fee," fra vores guide fik vi at vide at det koster omkring 60.000 Euro at bestige Mt. Everest...ikke just den slags penge jeg havde med mig, og derudover har jeg ikke lyst til at bestige bjerget; fysisk udfoldelse skræmmer mig ikke, men der må være grænser for galskaben...
Base camp ligger i 5200m højde og de skøre mennesker der vælger at kravle de 3648m op til toppen bruger flere måneder i base camp'en på at forberede sig fysisk og mentalt på at bestige bjerget. Eftersignet er Mt. Everest ikke viiildt svært at bestige, K2 i Pakistan er vist meget sværere, men Everest ER det højeste sted på denne jord, og det har jo en hvis tiltrækningskraft.
Der er faktisk to base camps, en på den tibetanske side og en på den nepalesiske side; at komme til den nepalesiske base camp kræve et tre-dags trek, men kineserne har gjort det lettere på den tibetanske side.
Fra den lille top hvor vi stod kunne vi se massere af små gule kuppeltelte, jeg talte dem ikke, men der var mange, alle disse mænd og kvinder fra hele verden håber at de når op til toppen, men statestikken siger at kun hver tredje når toppen, og hvert år dør der flere mennesker enten på vej op eller på vej ned.
For at bestige høje bjerge som Everest er ikke blot et spørgsmål om at være i god form og være stædig, der er også en vis mængde teknik og fysiologi i det. For at bestige Mt. Everest, bestiger du det faktisk mange gange, det er ikke helt "to skridt frem og et tilbage," men noget i den retning, da man altid sover lavere end det højeste man har kravlet en given dag.
Og når man så endelig når The Hilary Steps og står i 8848m højde, så er man jo kun halvvejs, nu skal man jo ned igen...
Vi havde kun en halv time i base camp, men da man ikke kan bevæge sig så meget rundt, så er det egentligt ok; og hvis man som vi har nogle gruppemedlemmer der ikke har det godt så er 30 min. et godt kompromis. Da vi ankom til Rongbuk Skærtorsdag var vi 18 personer, men vi var kun 16 der nåede til base camp, da to unge fyre måtte melde fra og blive i Rongbuk, da de havde det skidt og ikke turde tage højere op, sur for dem, men et fornuftigt valg.
Som jeg har sagt så mange gange før så er kineserne nogle underlige nogen; for nogle år siden kunne man kun køre til base camp-parkeringspladsen, og derfra skulle man så enten gå eller køre i hestevogn de sidste to kilometer til selve base camp, men nu har kineserne, af miljøhensyn, udfaset hestevognene og erstattet dem med dieselbusser...hmmm...
Men mens vi stod og ventede på dieselbussen-der-er-mere-miljøvenlig-end-en-hestevogn kom der en flok yakokser med oppakning til folkene i base camp forbi:
Fra Everest Base Camp var det tilbage henover de 100km meget dårlig vej ud til civilisationen. Det var meningen at vi skulle overnatte i Tingri, men da flere ikke havde det godt i højderne, og der absolut intet er i Tingri ud over bar natur, blev vi enige om at køre mod Zhangmu, der ligger på grænsen til Nepal, så vi kunne krydse ind i Nepal nogle timer tidligere end først planlagt.
Det sagt, så var udsigten i Tingri ikke helt dårlig:
Det var vist så det fra min tur igennem Tibet, fra næste blog-post af kommer det til at handle om Nepal.

mandag den 23. maj 2011

Fødevaresikkerhed i Kina

Skype er en genial opfindelse! Og væsentligt billigere end at ringe til folk på normal vis, så hver søndag aften Skyper min Far og jeg, og snakker om hvad der er sket i den forgangne uge, ganske hyggeligt.
Igår fortalte jeg ham om alle de fødevareskandaler der er her i Kina for tiden, alt fra cadmium i ris til eksploderende vandmeloner!!!

Han spurgte om jeg ikke kunne sende ham nogle links, men da jeg ikke tror at han er den eneste der kunne finde dette emne spændende og i nogen grad bizart underholdende, så bliver det til en blog istedet.

Eksploderende vandmeloner

Genbrugsolie

Var det noget med lidt arsenik i din mad?

Dampede boller med industrifarve

Lidt cadmium i risen skader vel ikke?

Du behøves ikke en lommelygte, du kan nemlig bare bruge svinekød

Hvornår var det lige at det blev produceret?

Og nej, det er ikke sådan nogle svampe...

What you see is what you get - or maybe not?

...så tilsætter vi bare lidt farve

Et lille overview over fødevareskandaler i Kina

Bon apetit;-)

søndag den 22. maj 2011

Op i de tynde luftlag

En af de ting jeg glædede mig mest til på denne tur var at se Mt. Everest; for hvor ofte har man lige mulighed for det..? Det ligger jo ikke lige just på vejen hjem fra Netto.
Jeg troede at det højeste punkt jeg ville nå på denne tur hen over Tibet var Everest Base Camp, men det viste sig faktisk at være et pas på vej mod Base Camp; så det højeste jeg nu har været er 5248m over havoverfladen.
Siddende inde i bussen så landskabet stille og roligt ud, vi var oppe over trægrænsen, så der var ingen trær eller buske der kunne indikere om det blæste - men er du gal hvor det blæste! Man stod nærmest og snappede efter vejret, og det var svært at holde kameraet stille når der var vindstød - man skulle jo have haft sin drage med så man kunne teste den i rigtig blæsevejr.

Turen fra Shigatze til Rongbuk, hvor vi skulle sove tog næsten hele dagen, vi kørte vel i ti timer; det meste af dagen på normale veje, men de sidste 100km op til Rongbuk var på en grusvej, så det tog fire timer, hvor vi næsten burde have haft hjelm på, fordi vi hoppede så meget op og ned i bussen.

Vi ankom til Rongbuk Klostret ved 18-tiden hvor solen stadig stod højt på himlen, og brugte tiden ind til solnedgang på at rende rundt og fotografere som gale. Vi var ikke inde i Rongbuk Klostret, da der ikke var så meget og se, men vi boede på deres lille, og meget spartanske, gæstehus.

Fordi hele Kina, inklusiv Tibet er én og samme tidszone, går solen meget sent ned i Tibet, så vi kunne se solen gå ned over Mr. Everest lidt i otte, og en time senere var der mørkt som i [indsæt selv passende idiom her]

På de to timer fra vi ankom til Rongbuk og til at jeg endelig havde fået mit billede af Mt. Everest badet i dagens sidste solstråler lykkedes det mig at få en mindre omgang forfrysninger i mine kinder. Så snart solen var sunket ned under bjergene omkring os blev der frygtelig koldt i dalen, og en strid vind begyndte.

At overnatte i Rongbuk var en oplevelse. Der var hundekoldt, værelserne var ikke opvarmede, og det eneste lys kom fra en bar pære i loftet, der kun virkede hvis nogen havde husket at slutte bilbatteriet til... Jeg havde det dog, som den eneste, dejligt varmt hele natten takket være fem dyner og to te-flasker med varmt vand som jeg tog med i seng og brugte som varmedunke. Men det var ikke sjovt at skulle på toilettet, især ikke som pige, for at stå med bukserne nede omkring anklerne i frost og blæsevejr er - en meget kold oplevelse!

I området omkring Everest bor der tibetanske nomader; de lever et meget simpelt liv uden indlagt vand og varme og kun begrænset strøm. Så jeg spurgte vores guide om hvordan og hvorledes med bad, for i et sådan koldt vejr ville jeg godt nok ikke have lyst til at gå i bad, og da slet ikke i iskoldt vand fra en gletcher...han svarede at herude gik man kun i bad et par gange om året! En gang når det begyndte at blive varmt sidst på foråret, og en gang inden det blev koldt først på efteråret - det er noget lidt andet end hjemme i Danmark. Det skal dog lige siges at de tibetanere jeg mødte derude ikke lugtede, de så støvede ud, for der er enormt støvet på plateauet, men lugt var ikke noget jeg bemærkede.

torsdag den 19. maj 2011

En dags rejse mod vest

Efter en hæsblæsende dag rundt i Lhasa stod det, efter en nats urolig søvn, på mange timer i bus fra Lhasa til Shigatze, via Gyangtze.
Vejene i Kina er ret gode, men som vi bevægede os vest på blev de lige så stille værre, og da vi nåede Nepal var de mere eller mindre væk. Men fra Lhasa til Shigatze var det bare en bumle-tur, men en smuk bumle-tur. Omkring middagstid nåede vi til Yam-Drok søen, som er en af de hellige søer i Tibet.

Yam-Drok søen er kendt for sit turkise vand, desværre kan dette kun ses når solen skinder, og da vi stoppede for at tage billeder var det altså overskyet - men så snart vi satte os ind i bussen igen klarede det op, hvorfor billedet af søen er taget igennem busruden.
Inden vi nåede til hotellet i Shigatze, besøgte vi Tashilumpo templet, som er en af de største turistattraktioner i byen, der forøvrigt er Tibets næst-største.
Rundt i templet fulgtes vi med en kinesisk turgruppe, ikke at vi var sammen med dem, men blot at vi tilfældigvis gik i samme tempo; og er du gal hvor var de træls! De larmede og skræppede som ænder man er ved at fodre med franskbrød, de spyttede, som de jo gør alle steder, og var bare på alle måder utiltrækkende som turister i et kloster i aktiv brug. Hvis jeg var munkene i det kloster, og alle de kinesiske turgrupper opførte sig sådan, ville jeg mest af alt have lyst til at nægte dem indgang.
Heldigvis var der også mange lokale tibetanske besøgende, som afbalancerede de larmende kinesere.
I templet var vi så heldige at have mulighed for at overvære alle munkene sidde på rad og række og recitere tekster i den store hal i templet, det var som taget ud af Kundun filmen, og meget stemningsfyldt, hvilket vi selvfølgelig ikke måtte tage billeder af; men vi måtte gerne tage billeder af alle munkenes sko det lå i store røde bunker udenfor hallen.
Fra klostret gik turen til hotellet og så ud i byen for at købe mad og vand ind til de efterfølgende dag, som skulle spenderes i "midten-af-ingen-ting dog-med-mobilsignal" aka Everest Base Camp.

onsdag den 18. maj 2011

Lyntur i Lhasa - Jokhang Templet og Bakhor Circumambuleringen

Efter Sera Monastery drog vi til Jokhang Templet, der anses for at være det helligste i Tibet.
Man måtte lige som i Potala Palace ikke tage billeder inde i templet, så det kan jeg desværre ikke vise nogle billeder af.
Jeg foretrækker stadig de åbne farvestrålende templer som man ser dem i Sydøstasien; men de mørke og lukkede templer i Tibet har nu også en charme, med deres tunge aroma af røgelse og yaksmør-lamper.

Yaksmør-lamper er noget jeg aldrig har set før, det er simpelthen store kar af metal, som bliver fyldt op med smør, hvori der bliver sat et antal væger lavet at kapok. Pilgrimme kan så give smør som ofringer i disse kar. Jeg har dem mistænkt for at tilsætte noget parfume til smøren, for der lugter ikke af smeltet smør i alle templerne, eller også er det bare fordi det er yaksmør; tilgengæld sidder lugten af røgelse i ens tøj - og jeg er en af dem som synes at røgelse kun hører til i templer og lign. og ikke i mit hjem.

Fra taget af Jokhang Templet kunne vi se udover Lhasa, og se Potala Palace på den måde hvor det tager sig bedst ud, nemlig lidt på afstand.
Oppe fra templets tag kunne man også se nogle af alle de pilgrimme der hver dag kommer til templet for at bede om hjælp, helbredelse og lignende. Hvor andre beder ved at sætte sig ned på knæ med foldede hænder, vælger disse buddhister at bede med hele kroppen. De beder først med hænderne, hvorefter at de kaster sig ned på alle fire, og glider ud så de ligger ned på maven, så tilbage på alle fire, op og stå og så begynder man forfra. Nogle meget dedikerede pilgrimme går mange hundrede kilometer på denne ganske anstrengede måde, hvor de kaster sig ned på jorden for hver kropslængde/tre skridt de går, særligt dedikerede pilgrimme går sidelæns, hvorfor de kun bevæger sig med en kropsbredde af gangen.
Bedst som vi skulle til og forlade Jokhang Templet, begyndte munkene her på deres daglige debatøvelser, og de var næsten lige så underholdende som dem i Sera Monastery.
Efter at have set Jokhang Templet var det tid til at cirumambulere det, altså gå rundt om det, med uret. Rundt om templet er der et virvar af små stande der sælger bønneflag, tæpper, puder, tørklæder, røgelse, statuer, smykker og alt muligt crap. Men det er en spændende og underholdende tur; for godt nok er jeg den mest iøjefaldende turist, med min hvide hud og lyse hud, men mange af de andre mennesker der går koraen, som denne circumambulering kaldes, er også turister af en slags, de er bare religiøse turister, fra den anden ende af Tibet. Så når de ser os "hvide" mennesker er vi spændende, og jeg blev hilst på og ønsket god rejse som sjældent før.
Og mange af disse "turister" og almindelig tibetanere var klædt i "nationaldragt" hvilket altid giver et sted lidt mere farve.

søndag den 15. maj 2011

Lyntur i Lhasa - Sera Monastery

Efter Potala Palace gik turen til Tibet Steak House, hvor menuen stod på yak-steak. Yak-kød lyder måske ikke som det mest lækre, men det smager faktsik overraskende godt, lidt som oksekød blandet med vildt.
Fra en lækker frokost drog vi videre til Sera Monastery, et af de tre største inden for Gelukpa-sekten, de to andre er Drepung og Ganden. Klostret er meget stort, så vi så kun nogle udvalgte steder; deres presse, nogle 3D-mandalaer og mest spændende af alt "The Debating Courtyard," hvor munkene øver debat hver eftermiddag.
Jeg kunne ikke forstå en bjælle af hvad de sagde, og vores tibetanske guide kunne heller ikke forstå noget, da fraserne de bruger ikke er i brug i dagligdags tibetansk; men det ser sjovt ud når de hopper og danser rundt i deres debat.
Sera Monastery var engang det største i Tibet, men efter at kineserne kom ind i Tibet, og sekulariserede munkene i Tibet er det ikke så stort længere. Men det vokser lige så stille igen.

onsdag den 11. maj 2011

Lyntur i Lhasa - Potala Palace

Det var meningen at jeg skulle være ankommet til Lhasa, Tibets "hovedstad", d. 17. april, men p.g.a. min lille togforvirring blev det d. 18. april, heldigvis gik jeg ikke glip af noget, da jeg i forvejen havde sat en ekstra dag af i Lhasa til akklimatisering.
D. 19. april skulle vi så på sightseeing i Lhasa; vi havde kun en dag i Lhasa (hvilket ikke er nok) så den skulle udnyttes fuldt ud.
Potala Palace
Vi startede med at besøge Potala Palace, Dalai Lamas tidligere hjem, som idag mest af alt er et museum. Lige fra man ankommer til Lhasa kan man se Potala Palace, der majestætisk ligger på en bakke midt i byen. Der har siden 600-tallet ligget et palads ca. hvor Potala ligger idag, men det var først i 1645 at konstruktionen af det nuværende Potala Palace begyndte.

Potala Palace er kæmpe stort, med et grund areal på ca. 400 x 400 m og over 1000 rum, er det noget af en labyrint at finde rundt i; de kinesiske myndigheder har dog gjort det ganske let for os turister, da det er begrænset til tre rum i det hvide palads og tre rum i det røde palads...så kan vi jo filosofere lidt over den restriktion; når de nu alligevel hævede antallet af adgangsbilletter fra 1600 pr. dag i 2003, til over 6000 pr. dag i 2006 efter åbningen af QingZang-jernbanen.

Som det kan ses på billeder så er noget af bygningen hvid og noget af den rød; den hvide del af bygningen var traditionel set Dalai Lamas kvartere, samt hjemsted for Tibets regering. Det røde palads var derimod dedikeret kun til religiøse aktiviteter.
Det Røde palads - bemærk det kinesiske flag på toppen...
Potala Palace ER et flot sted, men alt andet lige er det et dødt sted, og det er faktisk lidt sørgeligt at besøge det - for vi ved jo alle sammen godt hvorfor stedet er tomt...Jeg var med en turgruppe for udlændinge, og vores guide var tibetaner, som cencurerede sig selv så lidt som han kunne slippe afsted med, men jeg gad egentligt godt høre hvad de kinesiske guides fortæller de kinesiske turgrupper når de besøger steder som Potala Palace, der er så tæt forbundet med Dalai Lama, der i Kina betragtes som en skurk!

Vores guide, Pemba, var en sød ung fyr, der snakkede fantastisk godt engelsk, især taget i betragtning af at han aldrig har været uden for Tibet. Han fortalte vidt og bredt og Tibet, tibetansk kultur og religion, og tale også gerne om Dalai Lama (som generel betegnelse), for at tale om Dalai Lama'erne til og med nummer 13 er der ikke noget i vejen med, det er blot nummer 14 der er et tabu-emne. Hvis vi havde spørgsmål om ham fik vi svarene, tys tys, senere på mindre befolkede steder.
De eneste vægmalerrier vi måtte tage billeder af
I Tibet, og i Kina for den sags skyld, er det ulovligt at være i besidelse af billeder af (den 14.) Dalai Lama, samt bøger af eller om ham, hvilket faktisk gav mig et problem, da forordet til Lonely Planet Tibet (Country Travel Guide) indeholder en en-sides passage skrevet af Dalai Lama. Det lykkedes mig dog at holde mig bog skjult mens jeg var i Tibet, og at smugle den ud af Tibet i min badehætte...Jeg håber dog, desværre, at Lonly Planet i deres næste oplag af guiden til Tibet, vælger at skrive ting der ikek gør bogen delvist ulovlig i Kina og Tibet.

Og så må det vist være på tide med en lille "Hvem er Dalai Lama":
  • Inden for tibetansk Buddhisme er Dalai Lama  den højest rangerende lama, den næst-højest rangerende lama, er Panchen Lama.
  • Dalai Lama anses for at være reinkarnationen af Avalokitesvara, Barmhjertighedens Buddha.
  • Den nuværende 14. Dalai Lama er reinkarnationen af d. 13. Dalai Lama, o.s.v. Når en Dalai Lama dør, har det traditionelt set været Panchen Lama, i samarbejde med andre højtstående Lama'er, at finde den næste Dalai Lama; og omvendt når reinkarnationen af en Panchen Lama skal findes, hvad der sker i fremtiden er ikke til at sige. Da der pt. findes to Panchen Lama'er, en udnævnt af Dalai Lama og en udnævnt at den kinesiske regering, giver det nogle problemer når/hvis den 15. Dalai Lama skal findes, da de to Panchen Lama'er nok ikke har helt ens meninger om tingene.
  • Dalai Lamas nuværende hjem og basen for Tibets eksil regering er i Dharmsala i det nordlige Indien; og indtil marts 2011 var Dalai Lama, ud over at være det åndelige overhoved, også leder af regeringen-i-eksil. 
  • I 1989 modtog Dalai Lama Nobels Fredspris for sit arbejde et frit Tibet og en fredlig løsning.
Udsigten over Lhasa fra Potala Palace
Undskyld at det har taget så lang tid at få noget op, men med en travl hverdag, og kun adgang til Blogger fra arbejdet, så tager det sin tid.

Mange hilsener,
Eva Maria

fredag den 6. maj 2011

Planlægning, planlægning og planlægning, og alligevel kan det gå galt

(IIhhh, havde lige skrevet en super post og så gik strømmen)
Men så må jeg jo bare prøve igen.

Som jeg fortalte før jeg tog afsted på ferie, så skulle jeg afsted med toget fredag d. 15. april kl. 19.55 fra Chongqing, men selv med de bedste planer kan det alligevel gå galt.
Jeg bor ca. 20 min. væk fra stationen, så jeg havde sat 2 timer af til at komme fra min lejlighed og dertil i god tid; og jeg var på en station i nogenlunde god tid - det var bare ikke den rigtige station!

Jeg havde fri fra arbejde kl. 17, og gik lige hjem og pakkede de sidste ting som havde hængt til tørre natten over og gik derefter ned for at fange en taxa. 45 min. senere stod jeg stadig uden for min bygning, der var bare ingen taxa'er at finde. Lidt senere fandt jeg dog en som jeg efter længere tids debatering frem og tilbage fik overbevist om at han godt gad at køre mig til Chongqing Train Station.

Den 20 min. tur kom dog til at tage ca. 45 min. da den kære chauffør havde en fantastisk evne til at tage den langsomeste bane, vejen med mest kø og generelt kørte som om han var blind. Men kl. ca. 19.30 stod jeg på stationen, eller det vil sige jeg stod på én station: Chongqing North Station...Nu var gode råd dyre. Jeg løb hen til taxa-køen og forklarede kø-administratoren mit problem og hoppede så ind i den først ledige taxa, som kørte mig så hurtigt han kunne til Chongqing Train Station, hvor jeg ankom ca. kl. 19.53 og løb ind på stationen hvor jeg så røven af mit tog!

Hva' så? Der var ikke andet for end at få en ny billet; jeg kunne gratis ændre min billet til en billet til Xi'an, men derfra måtte jeg så selv finde ud af hvordan jeg kom til Lhasa, det turde jeg ikke gøre, så istedet købte jeg en ny billet fra Chengdu til Lhasa, med afgang lørdag d. 16. april.
Belært af erfaring tog jeg d. 16. april hjemmefra næste 3 timer før jeg skulle med toget, og nåede det i fin stil.
Derfor blev min rejse rute også ændret lidt og kom derfor til at se således ud:
Jeg gik om borg på toget i Chengdu kl. 19.59 og delte kupé med tre kinesere, hvoraf de to skulle på ferie i Tibet og den anden skulle besøge familie i Golmud, der ligger på vejen. Og de tre kinesere var overraskende velopdragne og spyttede, hostede og harkede næsten ikke - imponerende!

Men hvad laver man på sådan en 44 timers tog tur? Ikke ret meget. Jeg sov en god del af tiden, snakkede med kineserne i min kupé eller den australske familie med to børn i en kupé lidt længere nede af gangen, og så gloede jeg ud af vinduet på det ekstremt tørre og golde terræn i Gansu- og Qinghai-provinserne, det var meget smukt, men jeg er glad for at det ikke er mig der er bonde i den ørken.

Belært af tidligere erfaringer havde jeg husket at medbringe præperater mod højdesyg, både traditionel kinesisk-tibetansk medicin og vestlig medicin; jeg starde med den traditionelle medicin, men den virkede ikke rigtigt så jeg skiftede til Diamox og lidt over en dag efter at jeg ankom til Lhasa havde jeg det fint og var uden symptomer på AMS. Det eneste jeg oplevede var en lille bivirkning af medicinen, som gjorde at det snurrede i mine fingre om morgenen, hvilket helt klart er at foretrække frem for vanvittige hovedpiner, opkast og generelt ubehag.

Fremme i Lhasa blev jeg, og nogle englændere der var i den samme gruppe som jeg, modtaget af vores tibetanske guide Pemba, som ved ankomsten gav hver af os et hvidt tørklæde, hvilket tibetansk tradition foreskriver.Dette tørklæde offrede jeg den sidste dag jeg var i Nepal og besøgte den tibetanske Boudha-stupa.

onsdag den 4. maj 2011

Artikel om Chongqing

Så er jeg tilbage i Chongqing efter en absolut helt fantastisk ferie i Tibet og Nepal. I løbet af de næste par uger uploader jeg billeder og fortællinger fra turen her på hjemmesiden, en forsmag (på engelsk) findes på min Travelpod.
Men inden jeg går igang med alle de fortællinger, vil jeg lige meddele at min artikel om Chongqing i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen fra december nu kan læses online her.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...