"Kager og kineserier" er navnet på bloggen fordi den handler om to af mine passioner: konditerkager, og ting vedr. Kina, som jo har en speciel plads i mit hjerte.
Hvad angår kineserier er det jo en bred kategori, det er om mine rejseoplevelser i Kina, og andre lande, underlige kulturelle oplevelser, interessante nyheder, eller hvad jeg nu lige kommer på.
Kage-delen af denne blog er ret let at gå til: Jeg elsker at bage, og fremtrylle lækre desserter, som jeg fortæller om når jeg har lavet dem.
De er skøre de kinesere - og deres kager er lidt alternative
Til daglig læser jeg tværkulturelle studier ved Københavns Universitet, og min fritid bliver brugt på venner, familie, rejser og bagning. Jeg har ingen professionel kageuddannelse, kun interesse og nysgerrighed.
Så har jeg for første gang prøvet at bage fastelavnsboller. Jeg har aldrig selv spist en fastelavnsbolle, så jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg lavede, men de blev vist ganske gode og gik som varmt brød (pun intended)
Jeg skulle bage til ca. 40 mennesker, så jeg gik efter at bage ca. 50-60 boller, da jeg ved at der ofte går svind i bagværk; og dét tog sin tid, jeg gik på indkøb kl. 15.00 og var færdig med at bage kl. 21.30 - så da var jeg godt flad.
Fastelavnsboller er ikke svære at bage, men de tager tid og er besværlige. Til 16 boller skal der bruges det følgende:
Dej:
- 1 dl sødmælk
- 50 g gær
- 125 g blødt smør
- 1 æg
- 4 spsk sukker (ca. 35 g)
- 375 g hvedemel
Creme:
- 1 pasteuriseret helæg
- 2 spsk sukker (ca. 20 g)
- 2 dl sødmælk
- 1½ spsk hvedemel
- Korn fra en halv stang vanilje
Glasur:
- 100 g flormelis
- Æggehvide så glasuren får en passende konsistens
Dej:Lun mælken i en gryde, til den er lillefingervarm. Hæld derefter den lune mælk over i en skål og rør gæren ud i det. Tilsæt dernæst de øvrige ingredienser, og put mel i så dejen får en konsistens der kan æltes. Dæk skålen med et viskestykke og stil den til hævning et lunt sted i ca. 1 time.
Men dejen hæver gå da igang med at forberede cremen der skal i bollerne.
Creme:Pisk alle ingredienserne sammen i en lille tykbundet gryde. Bring blandingen i kog under piskning og ved kraftig varme. Kog cremen ved jævn varme, under stadig piskning, i ca. 5 min. Tag den af varmen og kom cremen i en skål. Når cremen koger pas da på cremebobler der springer, for kogende creme er altså varmt og det bliver sidende på huden. Lad cremen køle af, evt. i køleskab eller fryser, hvis det skal gå lidt hurtigt - husk at røre af og til.
Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt melet, hvis der er brug for det til at arbejde med dejen. Rul dejen ud til en firkantet plade (ca. 40 x 40 cm) og skær dejpladen igennem 3 gange på hver led, så der bliver 16 firkanter (ca. 10 x 10 cm). Læg ca. 1 spsk creme på hver firkant. Saml dejen om fyldet til små firkantede "pakker". Klem sammenføjningerne godt sammen så cremen ikke kan løbe ud. Form "pakkerne" til boller og stil dem med sammenføjningerne nedad på plader med bagepapir, det gør ikke noget at bollerne rører hinanden, da de er lette at skille ad når de kommer ud af ovnen. Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 45 min. Bag bollerne midt i ovnen ved 225 grader i 10 min. og lad dem køle af.
Når bollerne er kølige kan du dekorere dem, f.eks. med glasur, eller hvad du nu ellers har lyst til.
Oftest laves glasur på en blanding af flormelis og vand, men hvis glasuren skal være lidt mere holdbar kan det være smart at lave den på æggehvide istedet, som jeg f.eks. har gjort her.
For et par uger siden havde min min veninde Elisas fødselsdag, og i den forbindelse havde jeg lovet at bage en kage. Jeg havde lige lovligt travlt så jeg fandt en opskrift som så relativt simpel ud, da jeg ikke havde lyst til at bage en kage jeg allerede havde bagt.
Valget faldt på en trøffelkage, hvilket jo lød ret lækkert; men da jeg gik igang med at bage viste det sig at hverken fremgangsmåden eller mængden af ingredientser var korrekt, så hvad jeg gengiver her bliver min ændrede opskrift.
Bunden er ret simpel, da man bare skal blande ingredientserne sammen og hælde op i springformen (20cm-24cm) og bag den ved 180grader i 15min.
Derefter skal selve trøffelmassen i formen og bages i ca. 30 min.
I den opskrift jeg bagte ud fra stod der bare at man skulle blande det hele sammen og hælde det i formen; men skulle jeg bage kagen en anden gang ville jeg piske æggehviderne stive med den ene halvdel af sukkeret, og æggeblommerne cremede med den anden halvdel af sukkeren sammen med vaniljen, hvorefter at jeg ville vende den smeltede chokolade i de cremede æggeblommer - og tilsidst vende blommemassen, hvidemassen og cremefraichen sammen og så hælde det i formen
Til sidst pyntes kagen med lidt kakaopulver, hvorefter at den sættes i køleskabet.
Skal kagen overnatte en nat eller to i kølestabet, sørg da for at husholdningsfilmen kommer helt ned og røre kagen.
Så nu er det endelig blevet den dato jeg har set frem til i ganske lang tid, d. 15. juli, hvor jeg tager hjem her fra Chongqing. Jeg sidder stadig på Konsulatet og er ved at gøre mit skrivebord klar til den næste person, som over tager det næste uge.
Min lejlighed er pakket ned og sendt hjem med posten, og i nat gjorde jeg hovedrent ind til kl. 04.30, så jeg tror jeg kan få noget søvn på flyet i nat.
Min rejseplan er som følger:
18.00 Kører fra lejligheden i Chongqing
20.30 Flyver fra Chongqing med CZ8130
23.05 Ankommer til Beijing
02.30 Flyver fra Beijing med SU574
06.40 Ankommer til Moskva
10.55 Flyver fra Moskva med SU215 11.25 Ankommer til København
Så det er en lang tur, men det var den billigste billet jeg kunne få.
Jeg tog fra Danmark d. 17. juni 2010, brugte så ca. seks uger i Singapore og Indonesien, d. 24. juli gik turen så videre til Chongqing, hvor jeg har boet lige siden.
Eller har jeg nu boet her? Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke boet her, blot været her; Chongqing er ikke mig, og jeg har savnet mine venner og aktiviteter hjemme i Danmark noget så frygteligt.
Jeg har ofte sagt at jeg kedede mig, en god ven spurgte for nogle måneder siden hvordan man dog kunne kede sig når man boede i en by med 32 millioner mennesker - det er sgu ikke så svært når det er de forkerte 32 millioner! Dermed ikke sagt at kineserne er forkerte, men de er ikke mine venner og familie hjemme i Danmark, som jeg har et forhold til, og i største delen af tilfældene er vi som nat og dag når det kommer til kultur, interesser og andre ting som binder folk sammen, hvorfor jeg altid har haft svært ved at få kinesiske venner i mit voksen liv.
Og da Chongqing først for nyeligt er begyndt at tiltrække udenlandske virksomheder, så er expat-community'en meget lille her i byen, nok omkring eller mindre end 2000 mennesker fra andre lande end Kina. Ud af disse 2000 mennesker falder 95% i en af to grupper; enten er de mænd/fædre der har fået job i Kina og har slebt familien med, eller også er de unge fyre der kommer til Det Vilde Vesten og fester, scorer piger og drikker tæt; ingen af de to grupperinger tiltaler mig, og den resterende gruppe af 5%, altså omkring 100 personer, kan være svære at finde når de er gemt iblandt en befolkning der er mere end seks gange større end Danmarks, og på et areal dobbelt så stort som Danmark.
Men jeg har lært en masse i det forgangne år, personligt så vel som professionelt, mit kinesiske er blevet bedre, jeg har fået set mere af landet, har oplevet vest-kina på nærthold, men nu er jeg også klar til at komme hjem til civilisationen igen:-)
Det her bliver med al sandsynlighed det sidste blogindlæg fra Kina i denne omgang, men når jeg kommer hjem er jeg sikker på at jeg da vil skrive mere om Kina, og så mangler jeg jo også at fortælle lidt om de sidste par dage i Nepal, bl.a. elefantbadningen. Og så er det tid til at bage kager igen.
Først og fremmest vil jeg understrege at jeg ikke ser mig selv som en business kvinde, endnu, jeg er studerende/praktikant, og er ganske glad for den status for nu; men jeg skal da ikke benægte at jeg gerne vil højere op i hierakiet med tiden.
Idag var jeg til frokost med Sharon Fraser, general manager på InterContinental Hotel, som er min genbo. Sharon og jeg løber med mellemrum ind i hinanden nede i supermarkedet, og i søndags inviterede hun mig til frokost, og når frokosten er på et 5-stjernet hotel siger man altså ikke lige nej.
En anden grund til at jeg heller ikke havde lyst til at sige nej er, at Sharon er en af de få udenlandske kvinder der er her i byen i kræft af dem selv, og ikke som påhæng til deres mand, som er blevet udstationeret her; dét er jo lige noget som interesserer mig. Så idag kl. 12.30 stod den på frokost på hotel.
Der var dækket specielt op til os, med hvid dug og meget kreativ brødopsætning, og så var det ellers bare om at gå grasat i bufféen. Til at begynde med var hotellets kinesiske senior service manager, Rachel, der også og vi sad og diskuterede kulturforskelle. Sharon er fra New Zealand, og er også vandt til at man vasker hænder efter at have været på toilettet, at man ikke smider skræld på jorden, osv. men det er bare ikke normen i samme grad her. Halvvejs igennem frokosten måtte Rachel gå og så sad Sharon og jeg der og snakkede videre.
Jeg havde en del spørgsmål til hende om hendes livsvalg, fordi jeg til hverdag kun er omgivet af karrieremænd, og ikke karrierekvinder, der har slæbt deres familie med til Langbortistan. Jeg er 26 år gammel og har boet ca. ti år i udlandet, heraf seks år her i Kina. Så jeg har fået en grundig forsmag på hvordan det er at rejse fra sted til sted, og at bo hver sted imellem seks måneder og flere år, men aldrig helt fast i udlandet. Man er på en eller anden måde altid på gennemrejse, og det er alle de andre udlændinge som man bliver venner med, og omgås med, også.
Expat livet er på den måde meget transitorisk, og kan jeg leve med det? Internettet, med e-mail, Facebook, Skype, osv., har selvfølgelig gjort det meget lettere at holde kontakt med venner rundt omkring i verden, jeg har så sent som idag fået en invitation til at besøg en amerikansk veninde i Seatle, som jeg mødte på en ferie i Tyrkiet i 2008, men virtuel kontakt er bare ikke det samme som at mødes og gå i biffen, eller besøge hinanden i tide og utide, bare fordi man har lyst. Mine forældre har altid sagt at de gode venner holder ved, og det gør de sikkert også, men at jeg har gode venner derhjemme, som ikke går nogen vegne, hjælper mig jo ikke så meget når jeg sidder herude og bare har brug for et knus og en at se tøse-film med.
Og hvor meget er jeg villig til at ofre for en god karriere i udlandet?
Sharon havde ofret hvad jeg vil betegne som "næsten det hele" - hun er en kvinde i midten af 40erne intelligent, og ikke grim, lidt rund i det, men det mere end kompenserer hendes humor for; så jeg ville ikke umiddelbart tro at hun ville have svært ved at finde sig en partner hvis hun var fastboende i New Zealand, men hun er singel. Havde hun været en mand, er jeg ikke et sekund i tvivl om at han havde haft sin partner med. Men det er bare meget få mænd der den dag idag er villige til at ofre deres karriere for deres kvinde, flytte den halve jord rundt og være hjemmegående husfar, for en karrierekvinde der aldrig er hjemme.
Hele Sharons familie og alle hendes nære venner bor i New Zealand, og hun ser dem maks. to gange om året når hun er hjemme. Hun fortalte at hun da også har gode venner her, men at det aldrig helt bliver det samme som de venner man har derhjemme, herude er der kulturforskelle, man har ikke kendt hinanden i lang tid, og da de fleste expats er på gennemrejse, så går der ikke lang tid før den ene eller den anden part sidder i Thimbuktu eller Vladivostok, og så kommer man altså bare ikke liiige forbi til kaffe længere...især ikke når man selv sider i Montevideo eller på Thule-basen.
Ikke et ondt ord sagt om mænd, for de er jo skønne at have i nærheden når der skal udføres praktiske ting i huset, men rollen som hjemmegående husfar tror jeg aldrig bliver lige så populær som den kvindelige pendant. Sharon fortalt også om hendes veninde i Shanghai, veninden var en high-powered advokat, som havde slæbt mand og børn med til Kinas østkyst, hvor hun arbejdede 60 timer om ugen og han var hjemmegående; på et tidspunkt kom hun tidligt hjem fra arbejde, og fandt manden siddende meget tæt på den kvindelige ejendomsmægleren, som havde været på besøg tre gange i den uge...om der var sket noget immellem manden og ejendomsmægleren melder historien ikke noget om, men den viser blot at det heller ikke er let at være hjemmegående husfar i expat livet, for der er så få af dem, så det der er tilbage for dem at lave er enten en hobby, massere af sport, eller en affære...
Udover venner og familie, som nok er det man savner mest, så er der jo også alle de andre ting man opgiver ved at bo i Asien: fødevarersikkerhed, rent miljø, ordentlige mælkeprodukter, butikker med tøj i andet en børnestørrelser, kulurarrangementer, osv. Ja, jeg får nogle andre ting igen: jeg kan købe billig mad, jeg må ryge nærmest alle steder, jeg har adgang til et stort udvalg af tofu-produkter, og tøj og sko er meget billigt, men er det nogle byt jeg kan bruge til noget, for bare fordi der er et byt, er det jo ikke ensbetydende med at det jeg får istedet er noget jeg kan bruge.
En anden ting både Sharon og jeg savner er et kulturliv (vi kan bruge til noget). For ja, der sker da sikkert kulturelle ting her i Chongqing, men alt bliver kun annonceret på kinesisk, og en god del af de arrangementer er så kinesiske at de for os udlændinge virker mere eller mindre karikerede. Og ja, der er da også koncerter, men det er med kinesiske popfugle eller klassiske koncerter, og jeg vil altså også have mulighed for at hører Rammstein. Så bare fordi her er kulturarrangementer er det jo ikke ensbetydende med at der er noget som interessere mig.
Jeg taler ret godt kinesisk, læser det til husbehov, og har ok styr på historie og kulturting, men jeg bliver aldrig kineser. Hvis jeg flyttede til USA kunne jeg måske blive amerikaner, eller australier i australien, måske endda tysker i Tyskland, men her i Kina er jeg altid "hende den lille hvide der" jeg vil altid være udlændingen, og kulturelt bliver jeg aldrig kineser, da jeg ikke er vokset op her, og ikke har hele den kulturforståelse som det giver at bo i et land, jeg har ikke kinesisk humour, og synes at kinesisk tv og film er alt for overdrevet, og så er der jo lige cencuren jeg ikke er så glad for.
Jeg har en far, som vist er meget opsat på at jeg ikke går efter laveste fællesnævner og at jeg "opnår noget", og det kan jeg da kun give ham ret i, jeg vil gå efter hvad jeg vil, og det synes jeg også at jeg gør. Men i mine præ-pubertære år kom jeg vist til at sige noget med at jeg ville være verdensborger, og det hænger han mig stadig op på. Men jeg har altså ændret mig en del siden da. Hvor mange har som 10-årige ikke udtalt at de ville være rockstjerne, uden at have en tone i livet, eller prinsesse, og hvor mange af os er det lige som er lige så heldige som Mary..? Jeg siger ikke at det er umuligt, for der er jo folk som bliver rockstjerner og prinsesser, men hvad vi siger vi vil være som 10-årige, er sjældent det samme som vi vil være når vi bliver 18 eller når vi bliver 25; og vi lever jo heldigvis i en verden hvor vi nærmest til enhver tid kan genopfinde os selv.
Så hvad vil jeg sige med denne blog? Jeg ved at jeg ikke kan side foran en pc otte timer om dagen fem dage om ugen, det driver mig til vanvid, jeg vil gerne have et job hvor jeg også kommer ud af kontoret. Jeg tror ikke at jeg vil bo i Kina, eller mange andre asiatiske lande, for dertil skal jeg opgive for mange ting, som jeg sætte for stor pris på; jeg vil gerne finde mig en kæreste, og det er selvfølgelig ikke umuligt at finde mig en som vil flytte verden rundt med mig, men nok svært, og derudover er der stadig vennerne i Danmark, som jeg gerne vil have adgang til uden at skulle flyve 8000km, og alle goderne ved at bo i et veludviklet land som Danmark.* Jeg vil gerne have et job hvor jeg kan have base i Danmark og rejse ud i kortere og længere perioder, så jeg både har goderne ved et fast hjem, men også kommer ud og ser verden, for hvis der er noget jeg har lært de sidste 26 år så er det at verden er stor og mangfoldig. Men jeg har også fundet ud af at den slags udlandsbesøg jeg holder mest af er ferier, for når man arbejder i udlandet, så er man altså lige så træt i weekenden, som man er hjemme i Danmark, og så ryger alle planerne om sightseeing altså i vasken.
Så hvad vil du være Eva Maria? Jeg ved ikke, men jeg har en god ide...
Sidst men ikke mindst vil jeg henlede jeres opmærksom til en fantastisk og lidt overset sang af den nu afdøde, danske reggae-sangerinde Natasja:
Sangen er skrevet om hendes blandede dansk-sudanesiske rødder og hendes facination af den jamaikanske kultur, og hvis jeg havde været lidt mørkere i huden og havde kunnet synge, så kunne det lige så godt have været mig som havde skrevet den sang.
* Jeg skal på ingen måde benægte at Danmark har sine problemer, og jeg mener heller ikke at Danmark er perfekt, men der er væsentligt bedre styr på tingene end der er så mange andre steder i verden. Og vi har det ret godt i Danmark.
Inden jeg tog til Nepal havde jeg bestilt to ture i landet, da jeg havde så relativt kort tid at jeg gerne ville have mest muligt ud af tiden. Dagen efter at jeg ankom til Kathmandu gik turen til Shivapuri National Park, en lille times kørsel nord for Kathmandu, hvor jeg skulle trekke i tre dage.
Vi var to piger og to guides som trekkede fra Sundarijal til Chisapani, videre til Nargakot og til sidst til Bhatapur. Man hører jo så meget om trekking i Nepal, og jeg er også sikker på at der er mange gode ruter i landet, men dette var ikke en af dem, det var faktisk ret kedeligt, og så er min knæ altså bare ikke glade for at gå op eller ned af trapper i timevis.
Men lidt oplevelser blev det da til, jeg lærte bl.a. at hash gror som ukrudt i Nepal...
Den første nat overnattede vi på et meget simpelt hostel, hvor der bl.a. ikke var noget varmt vand at tage bad i...hvilket altså er en kold oplevelse.
Dagen efter trekkede vi videre til Nargakot, og det blev en våd oplevelse. Formiddagen var behagelig, med lidt sol og en let brise, men efter frokost blev det stormvejr, det regnede som om vi var midt i en tropisk storm, og senere begyndte det at hagle, og ikke bare små pinochio-kugler, men bordtennisbolde og tennisbolde. Det var lidt spøjst at gå rundt i shorts og t-shirt midt i en haglbye.
Som de fleste der kender mig ved ser jeg ikke specielt godt, og på denne dag resulterede dette dårlige syn i at jeg fik meget våde sokker; valget stod imellem ikke at kunne se noget fordi jeg ikke havde briller på eller ikke at kunne se noget fordi mine briller var splattet til med vanddråber. Jeg valgte den første løsning, og det gik fint i en time eller så, mine sko var nogenlunde vandtætte og jeg undgik vandpytterne, lige indtil jeg vadede ud i en der var 20cm dyb og MEGET kold. Haglene flød oven på vandet og gjorde at den ikke reflekterede lyset så jeg troede at jeg var på vej hen over noget grus, men istedet stod jeg lige pludselig og vaskede fødder...
Vi havde stadig knap to timers trekking tilbage, så der var ikke andet at gøre en at gå ud af vandet og gå videre, resten af eftermiddagen kunne du hele tiden høre hvor jeg var, da hvert af mine trin gav en lille pruttelyd.
Nargakot er kendt som et lille retreat hvor man tager op i en weekend eller så og nyder udsigten over Himalaya-bjergene, men vi var der på den forkerte årstid, så det eneste vi så var tåge.
Dagen efter gik turen så til Bhaktapur, men det må blive i en anden post.
(Relativt) tidligt op og ned til grænsen; på den kinensisk/tibetanske side åbner grænsen kl. 9. og det er bare om at være der tidligt, for ellers er man bag en MEGET lang kø af lastbiler. Aftenen før havde vi af vores guide fået at vide at vores tasker ville blive gennemsøgt af de kinesiske grænsevagter, som ville være sikre på at vi ikke bragte Kina-kritiske/pro-Dalai-Lama ting ud af Tibet, så af den grund burde vi nok hive nogle af siderne ud af vores guidebøger. Jeg nægter af princip at ødelægge bøger, så istedet blev min kamoufleret i en bade hætte og proppet ned i bunden af min taske, og da det var min tur til at få tjekket taske begyndte jeg at snakke kinesisk med den stakkels grænsevagt, som ikke vidste hvad havde ramt ham, og i hans befibbelse over denne blege europæers kinesisk-kundskaber glemte han at kigge i min taske - hvilket var fint med mig.
Ude af check-pointet skulle vi hen over the Friendship Bridge og så var vi sørme i Nepal. Stemningen skiftede brat fra afdæmpet og autoritær, til farvestrålende, larmende og afslappet. Vi gik ud af Kina kl. ca. 11, men ankom til Nepal omkring kl. 8.45, da tidsforskellen er 2 timer og 15 min. og efter at have fået et meget lidt charmerende visum, var vi nu i Nepal ganske legalt, let og smertefrit.
Fra Kodari, som er grænsebyen på den nepalesiske side, fandt vi en 4WD som ville køre os til Kathmandu for 1000 rupee/72DKK per person, turen tager normalt tre til fire timer, men vores chauffør kørte som om det ikke galt livet, og selv lave Eva Maria slog hovedet i loftet, men han fik os frem til Kathmandu, Nepals hovedstad skulle nogen være i tvivl, på omkring to en halv time.
Fremme i Kathmandu fandt jeg et hotel at bo på, jeg endte op på Buddha Hotel, hvilket ikke er noget at skrive hjem om, men heller ikke forfærdeligt, og så ligger det centralt midt i Thamel, som er Nepals turist-mekka. Efter et meget tiltrængt bad, ingen af os havde været i bad lidt under tre dage, tog jeg om min rejse-buddy Eric til Durbar Square for at se os lidt om med et kamera.
Durbar Square er et underligt sted, Durbar Square er den centrale del af den gamle del af Kathmandu, det er der hvor de kongelige paladser (som ikke længere er i brug efter at hele den kongelige familie blev myrdet i 2008) og nogle af de vigtige templer ligger. Vi var så også så heldige at vi kom lige på det rigtige tidspunkt af dagen, hvor lystet var perfekt til at lege med kameraer.
Men det der i mine øjne gjorde Durbar Square til et underligt sted er at det ud over at være UNESCO World Heritage Site, og en turistattraktion, hvor man betaler entré for at komme ind, så er det også et sted i aktiv brug hver dag. Og med brug mener jeg ikke religiøs brug, men brug i alle henseender, folk har små butikker på trinpyramiderne eller inde i templerne, folk laver mad på attraktionerne eller bare hænger ud.
(Damen på billedet er bare ved at tænde en cigarret, selvom det ligner noget andet hun har gang i, og hash gror som ukrudt i Nepal - no wonder alle hippierne ville her til i sin tid...)
Durbar Square er et skønt sted at gå rundt, og det giver virkelig en følelsen af at være i Nepal, larm, farver, dufte, og mennesker over det hele.
Jeg havde desværre kun begrænset i selve Kathmandu og derudover er der meget andet at se i Nepal end de steder jeg så, så som jeg siger hver gang er det helt sikkert et sted jeg skal tilbage til en dag.
Langfredag skulle vi så det sidste stykke op til Everest Base Camp, hvilket er det tætteste man som turist kan komme på Mt. Everest, hvis man vil tættere på skal man betale en enorm "climber's fee," fra vores guide fik vi at vide at det koster omkring 60.000 Euro at bestige Mt. Everest...ikke just den slags penge jeg havde med mig, og derudover har jeg ikke lyst til at bestige bjerget; fysisk udfoldelse skræmmer mig ikke, men der må være grænser for galskaben...
Base camp ligger i 5200m højde og de skøre mennesker der vælger at kravle de 3648m op til toppen bruger flere måneder i base camp'en på at forberede sig fysisk og mentalt på at bestige bjerget. Eftersignet er Mt. Everest ikke viiildt svært at bestige, K2 i Pakistan er vist meget sværere, men Everest ER det højeste sted på denne jord, og det har jo en hvis tiltrækningskraft.
Der er faktisk to base camps, en på den tibetanske side og en på den nepalesiske side; at komme til den nepalesiske base camp kræve et tre-dags trek, men kineserne har gjort det lettere på den tibetanske side.
Fra den lille top hvor vi stod kunne vi se massere af små gule kuppeltelte, jeg talte dem ikke, men der var mange, alle disse mænd og kvinder fra hele verden håber at de når op til toppen, men statestikken siger at kun hver tredje når toppen, og hvert år dør der flere mennesker enten på vej op eller på vej ned.
For at bestige høje bjerge som Everest er ikke blot et spørgsmål om at være i god form og være stædig, der er også en vis mængde teknik og fysiologi i det. For at bestige Mt. Everest, bestiger du det faktisk mange gange, det er ikke helt "to skridt frem og et tilbage," men noget i den retning, da man altid sover lavere end det højeste man har kravlet en given dag.
Og når man så endelig når The Hilary Steps og står i 8848m højde, så er man jo kun halvvejs, nu skal man jo ned igen...
Vi havde kun en halv time i base camp, men da man ikke kan bevæge sig så meget rundt, så er det egentligt ok; og hvis man som vi har nogle gruppemedlemmer der ikke har det godt så er 30 min. et godt kompromis. Da vi ankom til Rongbuk Skærtorsdag var vi 18 personer, men vi var kun 16 der nåede til base camp, da to unge fyre måtte melde fra og blive i Rongbuk, da de havde det skidt og ikke turde tage højere op, sur for dem, men et fornuftigt valg.
Som jeg har sagt så mange gange før så er kineserne nogle underlige nogen; for nogle år siden kunne man kun køre til base camp-parkeringspladsen, og derfra skulle man så enten gå eller køre i hestevogn de sidste to kilometer til selve base camp, men nu har kineserne, af miljøhensyn, udfaset hestevognene og erstattet dem med dieselbusser...hmmm...
Men mens vi stod og ventede på dieselbussen-der-er-mere-miljøvenlig-end-en-hestevogn kom der en flok yakokser med oppakning til folkene i base camp forbi:
Fra Everest Base Camp var det tilbage henover de 100km meget dårlig vej ud til civilisationen. Det var meningen at vi skulle overnatte i Tingri, men da flere ikke havde det godt i højderne, og der absolut intet er i Tingri ud over bar natur, blev vi enige om at køre mod Zhangmu, der ligger på grænsen til Nepal, så vi kunne krydse ind i Nepal nogle timer tidligere end først planlagt.
Det sagt, så var udsigten i Tingri ikke helt dårlig:
Det var vist så det fra min tur igennem Tibet, fra næste blog-post af kommer det til at handle om Nepal.
Opslag
