Opslag
En af de ting jeg glædede mig mest til på denne tur var at se Mt. Everest; for hvor ofte har man lige mulighed for det..? Det ligger jo ikke lige just på vejen hjem fra Netto.
Jeg troede at det højeste punkt jeg ville nå på denne tur hen over Tibet var Everest Base Camp, men det viste sig faktisk at være et pas på vej mod Base Camp; så det højeste jeg nu har været er 5248m over havoverfladen.
Siddende inde i bussen så landskabet stille og roligt ud, vi var oppe over trægrænsen, så der var ingen trær eller buske der kunne indikere om det blæste - men er du gal hvor det blæste! Man stod nærmest og snappede efter vejret, og det var svært at holde kameraet stille når der var vindstød - man skulle jo have haft sin drage med så man kunne teste den i rigtig blæsevejr.
Turen fra Shigatze til Rongbuk, hvor vi skulle sove tog næsten hele dagen, vi kørte vel i ti timer; det meste af dagen på normale veje, men de sidste 100km op til Rongbuk var på en grusvej, så det tog fire timer, hvor vi næsten burde have haft hjelm på, fordi vi hoppede så meget op og ned i bussen.
Vi ankom til Rongbuk Klostret ved 18-tiden hvor solen stadig stod højt på himlen, og brugte tiden ind til solnedgang på at rende rundt og fotografere som gale. Vi var ikke inde i Rongbuk Klostret, da der ikke var så meget og se, men vi boede på deres lille, og meget spartanske, gæstehus.
Fordi hele Kina, inklusiv Tibet er én og samme tidszone, går solen meget sent ned i Tibet, så vi kunne se solen gå ned over Mr. Everest lidt i otte, og en time senere var der mørkt som i [indsæt selv passende idiom her]
På de to timer fra vi ankom til Rongbuk og til at jeg endelig havde fået mit billede af Mt. Everest badet i dagens sidste solstråler lykkedes det mig at få en mindre omgang forfrysninger i mine kinder. Så snart solen var sunket ned under bjergene omkring os blev der frygtelig koldt i dalen, og en strid vind begyndte.
At overnatte i Rongbuk var en oplevelse. Der var hundekoldt, værelserne var ikke opvarmede, og det eneste lys kom fra en bar pære i loftet, der kun virkede hvis nogen havde husket at slutte bilbatteriet til... Jeg havde det dog, som den eneste, dejligt varmt hele natten takket være fem dyner og to te-flasker med varmt vand som jeg tog med i seng og brugte som varmedunke. Men det var ikke sjovt at skulle på toilettet, især ikke som pige, for at stå med bukserne nede omkring anklerne i frost og blæsevejr er - en meget kold oplevelse!
I området omkring Everest bor der tibetanske nomader; de lever et meget simpelt liv uden indlagt vand og varme og kun begrænset strøm. Så jeg spurgte vores guide om hvordan og hvorledes med bad, for i et sådan koldt vejr ville jeg godt nok ikke have lyst til at gå i bad, og da slet ikke i iskoldt vand fra en gletcher...han svarede at herude gik man kun i bad et par gange om året! En gang når det begyndte at blive varmt sidst på foråret, og en gang inden det blev koldt først på efteråret - det er noget lidt andet end hjemme i Danmark. Det skal dog lige siges at de tibetanere jeg mødte derude ikke lugtede, de så støvede ud, for der er enormt støvet på plateauet, men lugt var ikke noget jeg bemærkede.
Jeg troede at det højeste punkt jeg ville nå på denne tur hen over Tibet var Everest Base Camp, men det viste sig faktisk at være et pas på vej mod Base Camp; så det højeste jeg nu har været er 5248m over havoverfladen.
Turen fra Shigatze til Rongbuk, hvor vi skulle sove tog næsten hele dagen, vi kørte vel i ti timer; det meste af dagen på normale veje, men de sidste 100km op til Rongbuk var på en grusvej, så det tog fire timer, hvor vi næsten burde have haft hjelm på, fordi vi hoppede så meget op og ned i bussen.
Vi ankom til Rongbuk Klostret ved 18-tiden hvor solen stadig stod højt på himlen, og brugte tiden ind til solnedgang på at rende rundt og fotografere som gale. Vi var ikke inde i Rongbuk Klostret, da der ikke var så meget og se, men vi boede på deres lille, og meget spartanske, gæstehus.
Fordi hele Kina, inklusiv Tibet er én og samme tidszone, går solen meget sent ned i Tibet, så vi kunne se solen gå ned over Mr. Everest lidt i otte, og en time senere var der mørkt som i [indsæt selv passende idiom her]
På de to timer fra vi ankom til Rongbuk og til at jeg endelig havde fået mit billede af Mt. Everest badet i dagens sidste solstråler lykkedes det mig at få en mindre omgang forfrysninger i mine kinder. Så snart solen var sunket ned under bjergene omkring os blev der frygtelig koldt i dalen, og en strid vind begyndte.
At overnatte i Rongbuk var en oplevelse. Der var hundekoldt, værelserne var ikke opvarmede, og det eneste lys kom fra en bar pære i loftet, der kun virkede hvis nogen havde husket at slutte bilbatteriet til... Jeg havde det dog, som den eneste, dejligt varmt hele natten takket være fem dyner og to te-flasker med varmt vand som jeg tog med i seng og brugte som varmedunke. Men det var ikke sjovt at skulle på toilettet, især ikke som pige, for at stå med bukserne nede omkring anklerne i frost og blæsevejr er - en meget kold oplevelse!
I området omkring Everest bor der tibetanske nomader; de lever et meget simpelt liv uden indlagt vand og varme og kun begrænset strøm. Så jeg spurgte vores guide om hvordan og hvorledes med bad, for i et sådan koldt vejr ville jeg godt nok ikke have lyst til at gå i bad, og da slet ikke i iskoldt vand fra en gletcher...han svarede at herude gik man kun i bad et par gange om året! En gang når det begyndte at blive varmt sidst på foråret, og en gang inden det blev koldt først på efteråret - det er noget lidt andet end hjemme i Danmark. Det skal dog lige siges at de tibetanere jeg mødte derude ikke lugtede, de så støvede ud, for der er enormt støvet på plateauet, men lugt var ikke noget jeg bemærkede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar