torsdag den 30. september 2010

De er skøre de kinesere

Som nogle jo nok har opdaget så er jeg flyttet til Kina, igen igen. Denne gang for at være i praktik på det danske konsulat i Chongqing i vest-Kina.

Og hvorfor er jeg så taget ud i næst-sidste kartoffelrække i Kina?
Fordi det virkede som det mest spændende og udfordrende sted at tage i praktik!

Intet ondt skal her siges om at være i praktik på de danske repræsentationer i Beijing (ambasaden), Shanghai, Guangzhou og Hong Kong (generalkonsulater), hvilket da der også er mange fordele ved; men i Chongqing, da kontoret er meget lille får praktikanterne et stort ansvar for hvad vi laver, og vi bliver taget med til så meget som muligt af hvad konsulen laver uden for kontoret.

Jeg startede min praktikperiode herude d. 25. juli og skal være her indtil d. 1. august 2011, dog med en lille juleferietur hjem til Danmark.

Chongqing er et 'lille-bitte' bystyre direkte under regeringen, med "kun" 32 mill. indbyggere og et areal på ca. 82.000km2 (ca. dobbelt op af DK).

Det er noget anderledes at være praktikant på et travlt kontor i Kina end det er at være studerende på et minoritetsstudium i Danmark. Arbejdstiden er normeret til 40 timer per uge herude, altså 8 timer om dagen fra 9-17, men det er sjældent at jeg kommer hjem ad før kl. 18.

På kontoret er vi 5 medarbejdere (7 hvis vi tæller konsulens chauffør og vores rengøringsdame med): konsulen (Hans), to lokalt ansatte kinesere (Dean og Sunny) og de to praktikanter (Jacob og mig selv)

Så da vi er så få er vi praktikanter blevet opgraderet til 'Commercial Advisors'

Og da vi er i Kina, så skal vi jo også have visitkortene på kinesis:

I Kina er det jo sådan at man ikke rigtigt er nogen hvis man ikke har et business card (eller name card som de kaldes på engelsk herude) og da mange kinesiske businessfolk ikke taler engelsk, så er det en nødvendighed at kortet er to sproget.
Når man går til møder, konferrencer eller mødes med business forbindelser under sociale omstændigheder er noget af det første man gør at udveksle 'name cards' med de folk man ikke kender.
Og her er der ikke noget med bare at tage kortet og proppe det i baglommen! Kort modtages (og gives) med begge hænder, hvorefter at det er kotume at man lige studerer det lidt hvorefter at man lægger det i sin visitkortholder, eller ind i ens mappe.





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...