tirsdag den 17. juli 2012

En tidsrejse til 1396 - inklusiv kulturchok

I den forgangne uge har jeg været aktør på middelaldermarkedet "Middelalder i Aalborg" i Kildeparken, fra d. 11. til 15. juli. Det er første gang jeg har sat mine fødder på et middelaldermarked, men da min kæreste og hans familie er aktive aktører, blev jeg hevet med og smidt i middelaldertøj og så var det altså bare at falde til.
Markedet åbenede onsdag d. 11. juli, men vi kørte allerede derover om mandagen, da vi jo skulle have alle teltene op og indrettet dem inden markedet blev åbnet for publikum. Vi havde to telte til beboelse, et køkkentelt, et opholdstelt, et arbejdstelt, en pressening over bålstedet og en over buebanen; og når alle teltene ikke er iglo-telte tager de altså lidt tid at rejse.
Da jeg aldrig havde prøvet sådan noget her før, og heller ikke havde studeret den danske middelalder særligt nærgående, vidste jeg jo ikke hvad jeg gik ind til - og det viste sig at det var et større kulturchok end jeg længe har fået.
Det er jo et relativt kendt fænomen at man kan opleve kulturchok når man besøger et fremmed land, og eftersom at jeg har rejst en del og boet mange år i udlandet er jeg ret fortrolig med den slags kulturchok, hvad jeg ikke var fortrolig med er kulturchok som følge af tidsrejser. Og nej, jeg har ikke fået fat på en TARDIS, eller en anden slags tidsmaskine, men den gruppe som kæresten og hans familie er medlem af, Skt. Jørgens Brødrene, har fokus på det Herrens år 1396, så alt skal gøres som de gjorde den gang, og det er altså noget af en omvæltning, når man til daglig lever i 2012 og er ganske glad for det.
Kort tid efter at vi ankom til Kildeparken begyndte vi at rejse telte, og inden længe derefter begyndte det at regne, hvorfor jeg opdagede at jeg havde taget de forkerte sko med, som ikke var vandtætte. I og med at jeg kendte meget lidt til middelalderen og de praktiske gøremål der skulle klares, som f.eks. at få lejren op og stå følte jeg mig meget til overs, i vejen og til besvær, jeg kunne jo ikke bidrage med noget - så jeg var ovenud lykkelig da jeg fandt en pose reb med smadrede ender som jeg, sammen med en anden ny ung pige, kunne takle (altså fikse enderne på rebet, så de ikke løber).
Nætterne på markedet foregik på en dobbelt luftmadras i et rundt rød-og-hvid-stribet middelalderaldertelt; teltet var stort nok til at vi kunne stå oprejst i det og på gulvet havde vi to koskind og et tæppe, så vi ikke skulle stå ud på den våde græs om morgenen. Men hvad jeg havde svært ved at vende mig til var fugten, dyner, puder og lagen var fugtige når man gik i seng, og tog en krig at varme op, og tøjet tog en lille time om at tørre når man tog det på om morgenen. Og som enhver der har sovet i telt ved så er der altid langt til toilettet, når man skal ud i kulden...
Mandag aften begyndte det at regne, og det fortsatte det sådan set med resten af ugen, og torsdag blev Kildeparken for alvor omdannet til en mudderpøl - og mine middelaldersko var ikke tætte, så jeg fik våde og kolde fødder. Middelalder tøjet var ellers ret behageligt og bestod af en særk (underkjole) i hør, en overkjole med fór i uld og hør, en forklæde i hør, en vikle (tørklæde om hovedet) i hør, et læderbælte om livet med min benske og pung/taske (til at have mine ting og sager i) og et par håndsyede lædersko med uldsål, der desværre ikke var vandtætte. Når det begyndte at blive koldt om aftenen tog jeg en strud på, og hvis det var rigtigt koldt, så også en kappe.
Jeg kan mange ting, men størstedelen af disse ting var ikke i brug i 1396, så jeg følte mig ret så dum, hvilket altså ikke er ret behagelig når man er vandt til at føle sig rimelig velbegavet.
- Jeg kan brodere korssting, men de fandtes ikke i 1396.
- Jeg kan lave desserter, men ikke over bål.
- Jeg kan lide at skyde med bue og pil, men det gjorde kvinder ikke.
- Jeg kan hækle lidt, men hverken brikvæve eller nålebinde.
- Jeg kan læse, men ikke Biblen på latin.
Så inden næste sommer skal jeg have lært nogle middelalder-ting, jeg har lånt en masse bøger så jeg kan få noget mere viden, og så har jeg planer om at lære at nålebinde, så jeg kan få mig et par autentiske sokker, og holde varmen om fødderne, jeg er jo en frossenpind. Og for at gøre det hele ekstra sjovt, altså ud over regnen og følelsen af ubrugelighed, så fik jeg også en gedigen omgang hovedpine der varede i flere dage - den kombi er ikke just ideel for at skulle møde nye mennesker og prøve nye ting, men jeg overlevede, og tosserne har overtalt mig til at tage med på Nysted Middelalderfestival fra d. 3. til 5. august.
Så kulturchok er også noget man kan få i sit eget land, bare i en anden tid, måske man skulle sende potentielle handelsrejsende på middelaldermarked inden man sender dem til udlandet? Men udover ubehagelighederne så var det faktisk ganske sjovt og spændende, med riddershows, falkonerer, gøglere, henrettelser, o.s.v. Og kæresten, der lige er kommet hjem fra Aalborg idag efter at have pillet lejren ned, har fortalt at han til vinter vil igang med at bygge os en seng, så vi kan sove bedre næste år - jubii. Med min plan om at lære noget om hvad kvinder gjorde dengang håber jeg også at kunne bidrage med noget næste år, mit spinkle håb er at jeg kan blive god nok til at nålebinde så jeg kan lave sokker til andre end mig selv. Udover at være i Aalborg tog vi også en tur til Grenen, mit første besøg til Danmarks nordligste punkt, og vi gjorde det endda i middelaldertøj - der var godt nogle folk som gloede. Det er ikke sidste gang jeg har været på middelaldermarked som aktør, men inden jeg for alvor drager ud skal jeg have skaffet mig et par ordentlige sko, og have lært noget middelalderhåndværk.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...