Sidste dag i Chongqing

Så nu er det endelig blevet den dato jeg har set frem til i ganske lang tid, d. 15. juli, hvor jeg tager hjem her fra Chongqing. Jeg sidder stadig på Konsulatet og er ved at gøre mit skrivebord klar til den næste person, som over tager det næste uge.
Min lejlighed er pakket ned og sendt hjem med posten, og i nat gjorde jeg hovedrent ind til kl. 04.30, så jeg tror jeg kan få noget søvn på flyet i nat.

Min rejseplan er som følger:
18.00 Kører fra lejligheden i Chongqing
20.30 Flyver fra Chongqing med CZ8130
23.05 Ankommer til Beijing
02.30 Flyver fra Beijing med SU574
06.40 Ankommer til Moskva
10.55 Flyver fra Moskva med SU215
11.25 Ankommer til København
Så det er en lang tur, men det var den billigste billet jeg kunne få.

Jeg tog fra Danmark d. 17. juni 2010, brugte så ca. seks uger i Singapore og Indonesien, d. 24. juli gik turen så videre til Chongqing, hvor jeg har boet lige siden.
Eller har jeg nu boet her? Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke boet her, blot været her; Chongqing er ikke mig, og jeg har savnet mine venner og aktiviteter hjemme i Danmark noget så frygteligt.

Jeg har ofte sagt at jeg kedede mig, en god ven spurgte for nogle måneder siden hvordan man dog kunne kede sig når man boede i en by med 32 millioner mennesker - det er sgu ikke så svært når det er de forkerte 32 millioner! Dermed ikke sagt at kineserne er forkerte, men de er ikke mine venner og familie hjemme i Danmark, som jeg har et forhold til, og i største delen af tilfældene er vi som nat og dag når det kommer til kultur, interesser og andre ting som binder folk sammen, hvorfor jeg altid har haft svært ved at få kinesiske venner i mit voksen liv.

Og da Chongqing først for nyeligt er begyndt at tiltrække udenlandske virksomheder, så er expat-community'en meget lille her i byen, nok omkring eller mindre end 2000 mennesker fra andre lande end Kina. Ud af disse 2000 mennesker falder 95% i en af to grupper; enten er de mænd/fædre der har fået job i Kina og har slebt familien med, eller også er de unge fyre der kommer til Det Vilde Vesten og fester, scorer piger og drikker tæt; ingen af de to grupperinger tiltaler mig, og den resterende gruppe af 5%, altså omkring 100 personer, kan være svære at finde når de er gemt iblandt en befolkning der er mere end seks gange større end Danmarks, og på et areal dobbelt så stort som Danmark.

Men jeg har lært en masse i det forgangne år, personligt så vel som professionelt, mit kinesiske er blevet bedre, jeg har fået set mere af landet, har oplevet vest-kina på nærthold, men nu er jeg også klar til at komme hjem til civilisationen igen:-)

Det her bliver med al sandsynlighed det sidste blogindlæg fra Kina i denne omgang, men når jeg kommer hjem er jeg sikker på at jeg da vil skrive mere om Kina, og så mangler jeg jo også at fortælle lidt om de sidste par dage i Nepal, bl.a. elefantbadningen. Og så er det tid til at bage kager igen.

Pas godt på jer selv, og andre.

Vi ses,
Eva Maria