Så går turen til Tibet og Nepal

Så fik jeg endelig min Tibetan Travel Permit, 2 døgn før jeg skulle afsted, hvilket jeg synes var lidt for meget i sidste øjeblik, men bedre sent end aldrig.

Ifølge Kina er Tibet en "selvstyrende region i Kina", men alligevel er et kinesisk visum ikke nok til at komme ind i provinsen. Normalt er det ikke svært at få en Tibetan Travel Permit, det tager et par dage og kræver "blot" at du som udlænding er en del af en grupperejse til Tibet - for udlændinge må ikke rejse alene i Tibet.

Men jeg er ikke i Kina på et turistvisum, men på et service-visum, som er graden under diplomatvisum, hvilket gjorde det meget svært for mig at få min TTP, men det lykkedes.

Så iaften hopper jeg på toget til Tibet, og 44 timer efter skulle jeg gerne stå på stationen i Lhasa. Så spørger nogle måske "Hvorfor flyver du ikke? Det må da gå meget hurtigere og være behageligere" Ja, det er behageligere at flyve til Lhasa, og hurtigere, men det er netop hurtigheden jeg gerne vil undgå, da jeg gerne vil slippe uden om højdesygen, som ofte kommer hvis man stiger hurtigt op i bjergene.

Udover Tibet skal jeg også til Nepal og får til sidst en dag i Guangzhou, hvor jeg boede som barn.

Du kan se ruten her:

Når man kigger på kortet ser det måske lidt åndsvagt ud at jeg før kører nord på, for derefter at køre mod syd-vest, og ja, det er lidt åndsvagt, men det er nu der skinderne ligger, så der er ikke så meget at gøre ved det.

På turen mod Lhasa kommer jeg bl.a. igennem verdens højest beliggende tog station, Tanggula Railway Station, der ligger i 5068m højde.
Fordi toget, også kaldet "Himmeltoget" køre i højderne hvor luften er tynd, er togvognene rent faktisk trykregulerede, og der er oxygenmasker ombord lige som på fly.

Man kan sige rigtig meget både godt og skidt om denne jernbane til Tibet, for den har både bragt udvikling til Tibet, men også invasion af kinesere i Tibet.

Man kan også diskutere Tibets status i uendeligheder, jeg har selv skrevet opgaver om det på universitetet, og læst både kinesisk og vestlig literatur om emnet. Jeg ville personligt ønske at Kina og den tibetanske eksil-regering, nu ikke længere ledet af HH Dalai Lama, i Dharmsala i nord-Indien kunne finde en løsning, der ville kunne gøre alle glade. Men jeg ved også at dét er noget nær umuligt, da Kina ikke vil give slip på Tibet af geopolitiske årsager, bl.a. mineraler i undergrunden, vandresourcer, samt at Tibet er en god buffer-zone til Indien. Så for nu er Tibet en kinesisk provins om jeg kan lide det eller ej.

Jeg ved ikke hvor meget netadgang jeg har mens jeg er afsted, men jeg skal nok uploade billeder og skrive når jeg kommer tilbage til Chongqing igen d. 3. maj.

God Påske,

Knus,
Eva Maria