Hen over grænsen til Nepal

(Relativt) tidligt op og ned til grænsen; på den kinensisk/tibetanske side åbner grænsen kl. 9. og det er bare om at være der tidligt, for ellers er man bag en MEGET lang kø af lastbiler. Aftenen før havde vi af vores guide fået at vide at vores tasker ville blive gennemsøgt af de kinesiske grænsevagter, som ville være sikre på at vi ikke bragte Kina-kritiske/pro-Dalai-Lama ting ud af Tibet, så af den grund burde vi nok hive nogle af siderne ud af vores guidebøger. Jeg nægter af princip at ødelægge bøger, så istedet blev min kamoufleret i en bade hætte og proppet ned i bunden af min taske, og da det var min tur til at få tjekket taske begyndte jeg at snakke kinesisk med den stakkels grænsevagt, som ikke vidste hvad havde ramt ham, og i hans befibbelse over denne blege europæers kinesisk-kundskaber glemte han at kigge i min taske - hvilket var fint med mig.

Ude af check-pointet skulle vi hen over the Friendship Bridge og så var vi sørme i Nepal. Stemningen skiftede brat fra afdæmpet og autoritær, til farvestrålende, larmende og afslappet. Vi gik ud af Kina kl. ca. 11, men ankom til Nepal omkring kl. 8.45, da tidsforskellen er 2 timer og 15 min. og efter at have fået et meget lidt charmerende visum, var vi nu i Nepal ganske legalt, let og smertefrit.

Fra Kodari, som er grænsebyen på den nepalesiske side, fandt vi en 4WD som ville køre os til Kathmandu for 1000 rupee/72DKK per person, turen tager normalt tre til fire timer, men vores chauffør kørte som om det ikke galt livet, og selv lave Eva Maria slog hovedet i loftet, men han fik os frem til Kathmandu, Nepals hovedstad skulle nogen være i tvivl, på omkring to en halv time.

Fremme i Kathmandu fandt jeg et hotel at bo på, jeg endte op på Buddha Hotel, hvilket ikke er noget at skrive hjem om, men heller ikke forfærdeligt, og så ligger det centralt midt i Thamel, som er Nepals turist-mekka. Efter et meget tiltrængt bad, ingen af os havde været i bad lidt under tre dage, tog jeg om min rejse-buddy Eric til Durbar Square for at se os lidt om med et kamera.

Durbar Square er et underligt sted, Durbar Square er den centrale del af den gamle del af Kathmandu, det er der hvor de kongelige paladser (som ikke længere er i brug efter at hele den kongelige familie blev myrdet i 2008) og nogle af de vigtige templer ligger. Vi var så også så heldige at vi kom lige på det rigtige tidspunkt af dagen, hvor lystet var perfekt til at lege med kameraer.

Men det der i mine øjne gjorde Durbar Square til et underligt sted er at det ud over at være UNESCO World Heritage Site, og en turistattraktion, hvor man betaler entré for at komme ind, så er det også et sted i aktiv brug hver dag. Og med brug mener jeg ikke religiøs brug, men brug i alle henseender, folk har små butikker på trinpyramiderne eller inde i templerne, folk laver mad på attraktionerne eller bare hænger ud.

(Damen på billedet er bare ved at tænde en cigarret, selvom det ligner noget andet hun har gang i, og hash gror som ukrudt i Nepal - no wonder alle hippierne ville her til i sin tid...)

Durbar Square er et skønt sted at gå rundt, og det giver virkelig en følelsen af at være i Nepal, larm, farver, dufte, og mennesker over det hele.
Jeg havde desværre kun begrænset i selve Kathmandu og derudover er der meget andet at se i Nepal end de steder jeg så, så som jeg siger hver gang er det helt sikkert et sted jeg skal tilbage til en dag.

Det må være nok for denne gang, det er fredag, kl. er 17.27, der er 41 dage, 23 timer og 33 minutter til jeg er færdig her på Konsulatet, men for nu vil jeg bare holde weekend.

Mange hilsener,
Eva Maria