At være eller ikke at være - en business-kvinde

Først og fremmest vil jeg understrege at jeg ikke ser mig selv som en business kvinde, endnu, jeg er studerende/praktikant, og er ganske glad for den status for nu; men jeg skal da ikke benægte at jeg gerne vil højere op i hierakiet med tiden.

Idag var jeg til frokost med Sharon Fraser, general manager på InterContinental Hotel, som er min genbo. Sharon og jeg løber med mellemrum ind i hinanden nede i supermarkedet, og i søndags inviterede hun mig til frokost, og når frokosten er på et 5-stjernet hotel siger man altså ikke lige nej.

En anden grund til at jeg heller ikke havde lyst til at sige nej er, at Sharon er en af de få udenlandske kvinder der er her i byen i kræft af dem selv, og ikke som påhæng til deres mand, som er blevet udstationeret her; dét er jo lige noget som interesserer mig. Så idag kl. 12.30 stod den på frokost på hotel.

Der var dækket specielt op til os, med hvid dug og meget kreativ brødopsætning, og så var det ellers bare om at gå grasat i bufféen. Til at begynde med var hotellets kinesiske senior service manager, Rachel, der også og vi sad og diskuterede kulturforskelle. Sharon er fra New Zealand, og er også vandt til at man vasker hænder efter at have været på toilettet, at man ikke smider skræld på jorden, osv. men det er bare ikke normen i samme grad her. Halvvejs igennem frokosten måtte Rachel gå og så sad Sharon og jeg der og snakkede videre.

Jeg havde en del spørgsmål til hende om hendes livsvalg, fordi jeg til hverdag kun er omgivet af karrieremænd, og ikke karrierekvinder, der har slæbt deres familie med til Langbortistan. Jeg er 26 år gammel og har boet ca. ti år i udlandet, heraf seks år her i Kina. Så jeg har fået en grundig forsmag på hvordan det er at rejse fra sted til sted, og at bo hver sted imellem seks måneder og flere år, men aldrig helt fast i udlandet. Man er på en eller anden måde altid på gennemrejse, og det er alle de andre udlændinge som man bliver venner med, og omgås med, også.

Expat livet er på den måde meget transitorisk, og kan jeg leve med det? Internettet, med e-mail, Facebook, Skype, osv., har selvfølgelig gjort det meget lettere at holde kontakt med venner rundt omkring i verden, jeg har så sent som idag fået en invitation til at besøg en amerikansk veninde i Seatle, som jeg mødte på en ferie i Tyrkiet i 2008, men virtuel kontakt er bare ikke det samme som at mødes og gå i biffen, eller besøge hinanden i tide og utide, bare fordi man har lyst. Mine forældre har altid sagt at de gode venner holder ved, og det gør de sikkert også, men at jeg har gode venner derhjemme, som ikke går nogen vegne, hjælper mig jo ikke så meget når jeg sidder herude og bare har brug for et knus og en at se tøse-film med.

Og hvor meget er jeg villig til at ofre for en god karriere i udlandet?

Sharon havde ofret hvad jeg vil betegne som "næsten det hele" - hun er en kvinde i midten af 40erne intelligent, og ikke grim, lidt rund i det, men det mere end kompenserer hendes humor for; så jeg ville ikke umiddelbart tro at hun ville have svært ved at finde sig en partner hvis hun var fastboende i New Zealand, men hun er singel. Havde hun været en mand, er jeg ikke et sekund i tvivl om at han havde haft sin partner med. Men det er bare meget få mænd der den dag idag er villige til at ofre deres karriere for deres kvinde, flytte den halve jord rundt og være hjemmegående husfar, for en karrierekvinde der aldrig er hjemme.

Hele Sharons familie og alle hendes nære venner bor i New Zealand, og hun ser dem maks. to gange om året når hun er hjemme. Hun fortalte at hun da også har gode venner her, men at det aldrig helt bliver det samme som de venner man har derhjemme, herude er der kulturforskelle, man har ikke kendt hinanden i lang tid, og da de fleste expats er på gennemrejse, så går der ikke lang tid før den ene eller den anden part sidder i Thimbuktu eller Vladivostok, og så kommer man altså bare ikke liiige forbi til kaffe længere...især ikke når man selv sider i Montevideo eller på Thule-basen.

Ikke et ondt ord sagt om mænd, for de er jo skønne at have i nærheden når der skal udføres praktiske ting i huset, men rollen som hjemmegående husfar tror jeg aldrig bliver lige så populær som den kvindelige pendant. Sharon fortalt også om hendes veninde i Shanghai, veninden var en high-powered advokat, som havde slæbt mand og børn med til Kinas østkyst, hvor hun arbejdede 60 timer om ugen og han var hjemmegående; på et tidspunkt kom hun tidligt hjem fra arbejde, og fandt manden siddende meget tæt på den kvindelige ejendomsmægleren, som havde været på besøg tre gange i den uge...om der var sket noget immellem manden og ejendomsmægleren melder historien ikke noget om, men den viser blot at det heller ikke er let at være hjemmegående husfar i expat livet, for der er så få af dem, så det der er tilbage for dem at lave er enten en hobby, massere af sport, eller en affære...

Udover venner og familie, som nok er det man savner mest, så er der jo også alle de andre ting man opgiver ved at bo i Asien: fødevarersikkerhed, rent miljø, ordentlige mælkeprodukter, butikker med tøj i andet en børnestørrelser, kulurarrangementer, osv. Ja, jeg får nogle andre ting igen: jeg kan købe billig mad, jeg må ryge nærmest alle steder, jeg har adgang til et stort udvalg af tofu-produkter, og tøj og sko er meget billigt, men er det nogle byt jeg kan bruge til noget, for bare fordi der er et byt, er det jo ikke ensbetydende med at det jeg får istedet er noget jeg kan bruge.

En anden ting både Sharon og jeg savner er et kulturliv (vi kan bruge til noget). For ja, der sker da sikkert kulturelle ting her i Chongqing, men alt bliver kun annonceret på kinesisk, og en god del af de arrangementer er så kinesiske at de for os udlændinge virker mere eller mindre karikerede. Og ja, der er da også koncerter, men det er med kinesiske popfugle eller klassiske koncerter, og jeg vil altså også have mulighed for at hører Rammstein. Så bare fordi her er kulturarrangementer er det jo ikke ensbetydende med at der er noget som interessere mig.

Jeg taler ret godt kinesisk, læser det til husbehov, og har ok styr på historie og kulturting, men jeg bliver aldrig kineser. Hvis jeg flyttede til USA kunne jeg måske blive amerikaner, eller australier i australien, måske endda tysker i Tyskland, men her i Kina er jeg altid "hende den lille hvide der" jeg vil altid være udlændingen, og kulturelt bliver jeg aldrig kineser, da jeg ikke er vokset op her, og ikke har hele den kulturforståelse som det giver at bo i et land, jeg har ikke kinesisk humour, og synes at kinesisk tv og film er alt for overdrevet, og så er der jo lige cencuren jeg ikke er så glad for.

Jeg har en far, som vist er meget opsat på at jeg ikke går efter laveste fællesnævner og at jeg "opnår noget", og det kan jeg da kun give ham ret i, jeg vil gå efter hvad jeg vil, og det synes jeg også at jeg gør. Men i mine præ-pubertære år kom jeg vist til at sige noget med at jeg ville være verdensborger, og det hænger han mig stadig op på. Men jeg har altså ændret mig en del siden da. Hvor mange har som 10-årige ikke udtalt at de ville være rockstjerne, uden at have en tone i livet, eller prinsesse, og hvor mange af os er det lige som er lige så heldige som Mary..? Jeg siger ikke at det er umuligt, for der er jo folk som bliver rockstjerner og prinsesser, men hvad vi siger vi vil være som 10-årige, er sjældent det samme som vi vil være når vi bliver 18 eller når vi bliver 25; og vi lever jo heldigvis i en verden hvor vi nærmest til enhver tid kan genopfinde os selv.

Så hvad vil jeg sige med denne blog? Jeg ved at jeg ikke kan side foran en pc otte timer om dagen fem dage om ugen, det driver mig til vanvid, jeg vil gerne have et job hvor jeg også kommer ud af kontoret. Jeg tror ikke at jeg vil bo i Kina, eller mange andre asiatiske lande, for dertil skal jeg opgive for mange ting, som jeg sætte for stor pris på; jeg vil gerne finde mig en kæreste, og det er selvfølgelig ikke umuligt at finde mig en som vil flytte verden rundt med mig, men nok svært, og derudover er der stadig vennerne i Danmark, som jeg gerne vil have adgang til uden at skulle flyve 8000km, og alle goderne ved at bo i et veludviklet land som Danmark.* Jeg vil gerne have et job hvor jeg kan have base i Danmark og rejse ud i kortere og længere perioder, så jeg både har goderne ved et fast hjem, men også kommer ud og ser verden, for hvis der er noget jeg har lært de sidste 26 år så er det at verden er stor og mangfoldig. Men jeg har også fundet ud af at den slags udlandsbesøg jeg holder mest af er ferier, for når man arbejder i udlandet, så er man altså lige så træt i weekenden, som man er hjemme i Danmark, og så ryger alle planerne om sightseeing altså i vasken.
Så hvad vil du være Eva Maria? Jeg ved ikke, men jeg har en god ide...

Sidst men ikke mindst vil jeg henlede jeres opmærksom til en fantastisk og lidt overset sang af den nu afdøde, danske reggae-sangerinde Natasja:

Sangen er skrevet om hendes blandede dansk-sudanesiske rødder og hendes facination af den jamaikanske kultur, og hvis jeg havde været lidt mørkere i huden og havde kunnet synge, så kunne det lige så godt have været mig som havde skrevet den sang.

* Jeg skal på ingen måde benægte at Danmark har sine problemer, og jeg mener heller ikke at Danmark er perfekt, men der er væsentligt bedre styr på tingene end der er så mange andre steder i verden. Og vi har det ret godt i Danmark.